Simon Justesen

(haha nej, trods mit navnesammenfald med parken, så er historien en ganske anden… Jeg arbejder på at finde link til Brdr. Justesens historie, der ikke er bag en betalingsmur)

Justesens plæne i Randers er blevet opgraderet. Vi har fået en rigtig flot tidevandspark og rekreativt område. Selvom baggrunden er trist og verden måske kunne have undgået massive investeringer i klimasikring ved at lytte til klimaforskere fremfor “vækst og velstands”-folket, så kan vi ikke lave fortiden om, og så må man se, om man kan tilpasse sig en ny virkelighed.

Lad mig fastholde fokus på det positive, for jeg er himmelhenrykt over resultatet: Jeg synes tidevandsparken fremhæver Gudenåens skønhed, og det er et sted, jeg har lyst til at opholde mig. Jeg er som Randers-borger med handicap glad for at se, at man har tænkt inkluderende - at stedet skal kunne bruges af alle. Det giver personlig frihed, når man ikke skal spekulere i, at have assistance med sig, når man skal besøge steder. Er der noget, jeg er evigt træt af, så er det den konstante sondring i samfundet mellem handicap- og ikke-handicap - tænker man klogt, som der er gjort her, så kan alle være med.

Der er endda handicapvenlige legeredskaber på tidevandsparkens nærliggende legeplads, som nærværende skribent selvfølgelig var nødt til at prøve. Stierne i parken er belagt med, hvad jeg tror er faststampet sand, så det er dejlig nemt at komme rundt i en kørestol. Det inviterer til, at man sporter rundt. Min gode ven Karina og jeg prøvede at tage hele turen fra tidevandsparken til Randers Bro, og det gik overvejende tjept. Det sidste stykke op til stien ved broen er lidt stejl, men jeg tror ikke, det kan være anderledes.

Der er også kommet et offentligt toilet med handicapfaciliteter. Noget som kommunen ellers ikke rigtig har prioriteret før, så vi har måttet ty til McDonalds’ handicaptoiletter. Et ekstra plus er også, at det hele ligger i gå/rulle-afstand til Randers Regnskov, så man føler, at mange af byens faciliteter kommer tættere på.

Justesens plænes opgradering er måske det bedste, der er sket for byen i årevis, sammen med regnvandsbassinet i bunden af Østervold. Bor du i nærheden, så bør du overveje at besøge stedet :D

Jeg må indrømme, at jeg er ret splittet i forhold til spørgsmålet omkring AI. Jeg bryder mig bestemt ikke om de negative sider af den, men samtidig er jeg fascineret af den tekniske side og det faktum, at jeg kan have en meningsfyldt “samtale” med den.

Hvis du, som jeg, er vokset op med tekstbaserede brugerflader, så har du også været vant til, at computeren oftest bare har svaret “Det ved jeg ikke, prøv at stille spørgsmålet igen”, og så var det din opgave at genstille spørgsmålet og forhåbentlig ramme det, som udvikleren af spillet/værktøjet havde forudprogrammeret. Det var især udpræget i Sierra Onlines Police Quest-serie, noget som måske fik Ron Gilbert til at vælge foruddefinerede ord med SCUMM-motoren til Monkey Island.

Konkret har jeg haft en meningsfuld udveksling med Googles Gemini AI, og den har sparet mig for en del forum-opslag. Jeg spurgte til, hvordan man bedst skriver sikker C-kode. C er et fantastisk sprog, fordi det er relativt let at læse og arbejde med, men samtidig farligt, fordi det er så nemt at begå fejl. Du er helt nede at røre “metallet” og kan f.eks nemt komme til at overskrive dele af computerens hukommelse, som dit program ikke har adgang til, hvis du ikke er omhyggelig med din kode. Der er no mercy. Buffer under/overflows er en af de mest typiske kilder til sikkerhedsfejl, og her er C-compileren ikke særlig hjælpsom med analyse, derfor skal du have fat i værktøjer som Valgrind og lign.

Det er så her Googles AI kommer ind i billedet, for jeg blev overrasket over detaljegraden i det svar, den gav. Den gav mig både “pointers” (hæ..) til sikre funktioner med fastdefinerede bufferstørrelser f.eks strncpy, snprintf, lavede kodeeksempler og kom med idéer til “best practices”, såsom at huske at aktivere alle compiler warnings og lave statisk analyse, input-validering osv.

Det er jo så op til mig, at vurdere, om AI’en er fyldestgørende og korrekt i sit svar, og der må jeg jo altså sige, at det ville - hvis jeg havde været en nybegynder - have taget mig væsentligt længere tid at finde de svar.

Det er i hvert fald min erfaring, at programmeringsguides - i bogform og online - kun giver dig brudstykker af den information, du skal bruge. Her formår AI’en faktisk med simple og effektive midler at sende mig i forskellige retninger. Det kan godt være, at hvis man er ny i faget, at man ikke lige får udforsket samtlige forslag… Men der bliver plantet et frø, med noget, man skal være opmærksom på senere, og det gør dig ultimativt til en bedre programmør i det lange løb.

Medmindre du skal skrive virkeligt lavniveau-kode, såsom enhedsdrivere eller lave udforskning af embeddede systemer, så vil jeg til enhver tid foreslå mere sikre sprog såsom Rust, Python, Java, C#, Go eller Swift. Men C og C++ er stadig sjove at programmere i, og vil være her om 50 år pga. den enorme mængde af legacy kode, så det er godt at have efaring med dem. Også ift. interoperabilitet med andre sprog. Mange Rust-libraries er f.eks wrappers omkring eksisterende C/C++-kode.

Links

Google Gemini
Valgrind

Youtube-kanalen “The Linux Experiment” har testet Vanilla OS 2, der er en såkaldt Immutable Linux distro. “Immutable” betyder noget, der ikke ændrer sig. Idéen er da også, at Vanilla optager 3 partitioner. Og nu… Tungen lige i munden: Partition 1 og 2 er read-only systempartitioner, og den 3., som indeholder dine egne data (f.eks din home-partition).

Sådan virker et immutable system

Når du starter Vanilla OS 2 vil den køre på partition 1. Når der så er opdateringer vil den installere opdateringer til partition 2. Efter en reboot vil Vanilla boote fra den friske partition 2, og den får så status som aktiv systempartition. Dine egne data ligger isoleret på partition 3, så de er grundlæggende afsondret fra resten, uanset hvilken partition Vanilla OS booter fra. Linux-partitioner er i de senere år blevet refereret til via UUID’er, så de kan stykkes sammen i spændende konfigurationer, tjek evt. status på din computers med

less /etc/fstab

(åbnes i read-only mode)

Skulle en opdatering af en eller anden grund fejle, vil du kunne gå tilbage til den gamle opsætning på partition 1. Når partition 2 er i drift, installeres opdateringer på partition 1, og efter en reboot bliver partition 1 igen den aktive systempartition.

Immutable, next?

Jeg synes immutable Linux-distroer er et spændende koncept, som jeg desværre ikke har haft mulighed for at udforske endnu, men det kan jeg vist ikke blive ved med at udsætte. Jeg er yderst konservativ, når det kommer til opdateringer, for jeg favoriserer stabilitet over nye features. Ubuntus LTS-udgaver har altid været klippestabile for mig, men måske også lidt kedelige, fordi man ikke har fået de seneste opdateringer til f.eks GNOME-desktoppen osv. Jeg har indimellem savnet at kunne teste nyere ting af i en live-setting, uden at jeg skal måsle med virtuelle maskiner, og her er muligheden måske.

Links

Linux Experiment: Immutable Linux, without the hassle? Vanilla OS 2 Orchid

AppImages på Linux lever lidt en skyggetilværelse i forhold til Flatpaks og Snap-images. Særligt Flatpaks vinder terræn, fordi flere Linux-distributioner bruger dem, som alternativ til .deb og .rpm-pakker. Samtidig har FlatHub, som er den officielle Flatpak-central, fået et verificeringssystem, mens flere officielle distributører bidrager dertil.

Men jeg synes faktisk på mange måder, at Appimages er det bedre, nemmere format at håndtere. Ulempen ligger i den ikke særlig dybe integration med de forskellige Linux-distroer. AppImage-formatet mangler meget af den backup fra folk, Flatpaks nyder, og “pakkecentralen” AppImageHub er lidt noget rod med masser af uofficielle pakker. Du bør til enhver tid hente Appimages direkte fra udviklerens hjemmeside eller git-repository. Og nu er der så kommet et nyt værktøj, der lover at gøre integrationen med AppImages lidt federe.

Gear Lever, kan hjælpe dig med at holde styr på Appimages, sådan at når du downloader, så de automatisk ender i den rette mappe, osv. Du kan også bede GL om at holde øje med opdateringer enten fra Appimage-udviklerens site eller Github oma. Fremgangsmåden er en lille smule kompleks, men trods alt bedre end ingenting. Du kan selvfølgelig opdatere dine Appimages som du plejer ved at overskrive den gamle.

Gear Lever - hovedsite
The Update Manager in Gear Lever

Det er efterhånden længe siden, at vi har hørt noget fra Battlestar Galactica-lejren (BSG). Og nu kan vi så komme til at vente endnu længere, for skrivearbejdet på Peacocks nye serie er droppet, melder scifi-sitet Dark Horizons. Tak til Kristoffer Abild for at poste et link til historien på Mastodon.

Jeg ved ærlig talt heller ikke, om der er brug for en ny serie pt. Jeg tror, hvis jeg skulle skrive den, så blev det en prequel i Ronald D. Moores eksisterende univers fra Battlestar Galactica: Reimagined Series.

Rummet er som bekendt stort, så der er stadig “rum” (badum-tsssch) til flere historier der. Der mangler også en ordentlig slutning på Caprica-serien, som fortalte om begivenhederne, der ledte op til BSG. Caprica havde spændende elementer, men væltede lidt for meget over i alternate reality/teenage-drama, og den tror jeg ikke helt folk købte. Hvis du vil dykke mere ned i Caprica, så har linker jeg til SciFi-Zones review i linksektionen nedenunder.

TV-kanalen Syfy prøvede senere at bringe historien tilbage på sporet med Battlestar Galactica: Blood & Chrome, hvor man følger Battlestar Galactica-kommandør William Adama som ung. Midt i det hele blev det meldt ud, at serien flyttede og blev lanceret på onlinekanalen Machinima som en webserie i meget små bidder. Husker jeg ret, så var afsnittene af ca. 12 minutters længde - og det var virkelig et skidt format. Det krævede meget dedikation at hænge på, men det gad yngre-Simon godt, for jeg var megahooked på hele BSG-universet.

Historien i Blood & Chrome var ganske fin, men jeg tror ikke det gjorde noget godt for TV-filmen, at den blev losset over i ukendt territorie på et relativt lille, ukendt medie. Den blev senere vist i fuld længde på Syfy, men den kanal har vi jo desværre ikke adgang til i Danmark. Blood & Chrome udkom senere på Blu-ray, og det var så det sidste, vi hørte til BSG. Det er sgu efterhånden 13 år siden :-/

Og ja, jeg kunne godt tænke mig at se mere, men spørgsmålet er, hvordan en 2024-udgave ville se ud? Er en Cylon-uprising stadig spændende? Det kommer helt an på, hvordan historien skrives, og jeg forstår godt, det kan være svært at løfte arven fra Ronald D. Moores udgave.

Links

Dark Horizons: Peacock Scraps Battlestar Galactica
BSG: Blood & Chrome hos Youtube Film
Sci-Fi Zone: Caprica - The Forgotten Battlestar Galactica Series