Simon Justesen

Et tip fra Professor Code på Fosstodon.org:

Kører du systemd på din Linux-kasse, så kan du bede din maskine om at reboote direkte ind i UEFI sådan:

systemctl reboot --firmware-setup

Easy-peasy, tak til Professor Code.

Kilde

Link til opslag

Linux-entusiasten Robert Elder har lavet en imponerende liste over The GNU Core Utilities-kommandoer, ofte forkortet GNU CoreUtils. Programpakken er udviklet af The Free Software Foundation og er en del af alle Linux-distributioner i større eller mindre grad. Udviklingen går helt tilbage til 1992, så det er i den grad gennemprøvet software.

Hvis du har tæsket rundt i terminalen på din Linux, kender du allerede f.eks ‘ls’ eller ‘cat’. Nogle af GNU CoreUtils programmerne er kompatible med POSIX-standarden, hvilket betyder, at de forventes at fungere ens på tværs af operativsystemer, der forsøger at overholde POSIX.

Måske har du også hørt om BusyBox: Nogle embeddede systemer vælger at bruge Busybox, som reimplementerer programmer fra GNU CoreUtils ned i én stor størrelsesoptimeret eksekverbar fil, som er nemmere at distribuere. Funktionelt kan Busybox næsten det samme som storebror GNU CoreUtils. Med tryk på næsten, for de er ikke helt ens.

Anyways, fedt med Roberts oversigt - der er i hvert fald nogle kommandoer, jeg ikke lige kendte.
På hans Youtube-kanal gennemgår han samtlige kommandoer minutiøst, så tjek den, hvis du hellere vil se video i stedet for at læse. Link herunder. ;)

Links

Robert Elder: GNU CoreUtils Package Guide
Roberts Youtube-playliste med gennemgang af CoreUtils programmerne
GNU core utilities hos FSF
André Machado: Comparing Coreutils…

Ja, det her er så en af de trælse opdateringer (teksten indeholder spoilers).

Netmediet Deadline skriver, at der ikke kommer en sæson 2 af The Acolyte. Så vi får altså heller ikke en pæn afslutning. Det er den første Star Wars-serie, man skrotter før tid. Hvor vildt er det lige? Og hvad ville George Lucas sige? Fraregnet Holiday Special så var Star Wars i hænderne på ham garanti for kvalitet. Det er bestemt noget andet under Disney, og jeg synes, de skal skrue lidt ned for spredehaglene og så lave kvalitet.

Hvis du har fulgt bloggen har du nok fornemmet, at jeg virkelig prøvede at kunne lide Star Wars: The Acolyte. Den var interessant, fordi den havde potentialet til at starte noget nyt, men i forhold til klassisk Star Wars var den simpelthen for langsom og kedelig. Historien og persongalleriet var ret tyndt, nogle koncepter introduceres, og så er vi videre i næste splitsekund. Der blev brugt abnormt lang tid på tilbageblik.. Det gik de første 4 afsnit med. Selv handlingen fra Fase 1 af High Republic-bøgerne ville være mere interessant at filmatisere.

Deadline.com: ‘The Acolyte’ Canceled: No Season 2 For Disney+’s ‘Star Wars’ Series

Negativ aura

Jeg tror også, serien bliver ofret pga. den negative aura, den bar med sig. Men det finder vi nok aldrig ud af, for topledelsen sniger sig nok udenom at kommentere på de direkte årsager. Den blev fra start beskyldt for at være “woke” - selvom castet afspejler egentlig blot samfundets reelle sammensætning. Negative reaktioner fra “fans” får generelt sindsygt meget spalteplads i medierne, og det booster jo desværre deres rækkevidde, fordi medierne eeelsker negativitet. Det sælger.

Kan vi for fanden ikke bare få lov til at nyde, at der er Star Wars omkring os alle vegne. Det rager mig en fjer, hvad “det sure internet” synes (ja, se nu røg jeg med på vognen). Hvis nogen har et problem med diversitet, så er det dem, den er gal med. Punktum. Jeg vil se serier, der afspejler virkeligheden i samfundet, ikke en omgang sminke, som det har været kotyme førhen.

Lad det være sagt med det samme: Som person med et handicap, synes jeg, det er fedt, vi overhovedet snakker diversitet, for der er noget at arbejde med, hvis samfundet skal være for alle. Vi lærer kun at acceptere hinandens forskelle, hvis vi eksponeres for dem, og lærer, at der intet “farligt” er. Vi burde i virkeligheden snakke “normalisering”, altså at man ikke sondrer mellem f.eks handicap og ikke-handicap.

“Woke-dagsordenen”, som kritikere kalder diversitetsdagsordenen, har stort set været en fast del af pressedækningen omkring The Acolyte, selv i anmeldelser - så er det svært bare at koncentrere sig om selve serien. Diversitetstænkning er vigtigt, men det kommer til at fylde for meget, hvis det skal følge enhver film- og serieproduktion. Kørestole går i øvrigt skidt med al det sand, der er i Star Wars, så jeg er sådan set meget på linie med Anakin Skywalker, som jeg ved ikke er så vild med sand. Ergo, det giver ikke mening at have en kørestolsbruger med på en ørkenplanet i Star Wars, medmindre kørestolen kan svæve.

Der er intet som film og serier, der kan bryde nogle fordomme ned, hvis det er værkets motiv. Men det er meget tidstypisk for 2020′erne, at der er et hyperfokus på, hvordan skuespillersammensætningen er. Jeg så også gerne flere med handicap i produktionerne, men lad nu være med at forsøge at presse det kunstigt ind i en film- eller serieproduktion, fordi man føler, man skal. Folk reagerer negativt, hvis de føler, tingene bliver stoppet ned i halsen på dem, og der var Acolyte i vælten fra dag 1, fordi diversitet blev et tema, der blev ved med at komme op - i meget negative vendinger. Byg historiefortællingen og rollerne op omkring diversitet, så det føles naturligt.

Negative anmeldelser

Jeg lægger mærke til, at medier ofte citerer Rotten Tomatoes og IMDb som baggrund for de dårlige seertal - men læser du de negative reviews på særligt IMDb, så er der ikke meget kød på kritikken. Nuvel, vi er ikke alle lige så lyriske som EBs Thomas Treo (sarkasme kan være anvendt), men alle bør kunne begrunde deres holdning, ellers så er det jo bare et udsagn uden dybde.

Det ændrer dog ikke ved, at The Acolyte var en tynd kop te. Det er ikke spændende med Jedi omkring hvert et gadehjørne. Det fede var jo, at de i Skywalker-sagaen var nærmest mytiske. I bagklogskabens lys, så synes jeg “faresignalerne” dukkede op, da et af seriens trækplastre, Jedi Master Indara dør allerede i begyndelsen. Indara bliver spillet af Carrie-Ann Moss, som blev hypet helt vildt i trailer-materialet. Og Jedi-slagteriet fortsætter á la Game of Thrones’ Red Wedding, så du når ikke at knytte dig til de karakterer, der skal bære serien. Amandla Stenberg (Osha/Mae) har power nok til at bære serien selv - men jeg sad hele tiden og sammenlignede den med den nye trilogi: Star Wars VII-IX og Daisy Ridleys Rey. Jeg tror simpelthen denne historie kom for tidligt ud, for de mindede bare om hinanden på mange punkter.

Ak ja. Der kommer andre Star Wars The High Republic-serier. Skeleton Crew kommer 3. december, og den ser interessant ud. Det er mest en børne/ungdomsserie tror jeg, men jeg bliver aldrig voksen, så selvfølgelig skal jeg se med - når den ender på Blu-ray i sin fulde længde. At vente på serien på fysiske medier er det eneste værn, vi har imod at spilde tid på halvbagte, ufærdige serier.

Jeg faldt lige over denne video på Youtube, der er en god primer ift. hukommelsesinddeling med eksempler i Rust. Det er stof, der ikke sådan lige sætter sig på rygraden, så den skal nok ses nogle gange

Links

Sreekanth: Visualizing memory layout of Rust’s data types

Repræsentanter fra SVM-regeringen skal d. 23. august 2024 stå skoleret for FNs Handicapkomité - det bliver satme ikke sjov, for udviklingen er gået i stå, og på nogle områder gået tilbage. Men mon ikke man får sneget sig udenom ved at love en masse, som man så alligevel ikke holder?

Jeg bliver 50 år om ikke så forfærdentlig mange år, og jeg synes det er uhyggeligt at se, hvor lidt fremskridt, der har været på handicapområdet henover årene. Hvor jeg var optimist i forhold til, at vi kunne udfolde os, da jeg var ung, så kan jeg se det stik modsatte: Personer med handicaps og deres pårørendes levevilkår bliver indskrænket nærmest dagligt. Kommuner og staten bruger hinanden i sådan en slags cirkulær ansvarsfraskrivelse, når de skal forklare, hvorfor det er nødvendigt ikke at rette op på de efterslæb, der findes. Husk, at når du hører i medierne, at en ydelse beskæres, så er det kulminationen på mange års løbende forringelser, og ikke bare en tilpasning i nuet.

Alle har krav på at mærke, at deres liv bliver bedre, men som tingene står, så er dem, der kan klare sig selv i forvejen, der oplever den slags. Vi har fået et elitært samfund, der kun bekymrer sig om, hvor godt de stærke klarer sig. Det er en hul sejr at være et af verdens rigeste samfund, hvis man ikke evner empati. Og når jeg ser politkere og embedspersoner skælde ud på handicapområdet for at være for dyrt, så er det netop, fordi der er sket et værdiskred, og det er ikke til det bedre. Det er dybt pinligt at se velbjærgede politikere og embedspersoner kaste sig ud i den slags tågesnak, når de godt ved det halter med fremskridtene. Eller også ved de det ikke, fordi det rager dem en papand. Bevægelser som #enmillionstemmer opstår ikke ud af ingenting. De opstår i afmagt over, at der er en befolkningsgruppe i samfundet, man negligerer.

Stramninger på stramninger

Jeg synes ofte det politiske system glemmer, at så snart man strammer økonomisk på et område, så påvirker det individet direkte, men også familierne, for de skal udfylde det tomrum, der opstår, når hjælpen mangler. Det er dermed samfundet, der straffer familierne for at have fået et barn med et handicap? Ja, det er hårde ord, men sådan foregår det. Det nytter ikke at tale empati til et system, der har bestemt “at sådan skal det være” i forhold til kroner og ører, for så havde man jo ikke strammet der, hvor det gør mest ondt.

Når en person får reduceret sin BPA-ordning (Brugerstyret Personlig Assistance) fordi kommunerne skal spare, og vedkommende ender med få timers hjælp om ugen, så er det resultatet af en benhård kalkule. For kommunen er det nogle tal i et regneark, der helst skal stemme, men personen som stramningerne går ud over får aldrig den ægte frihed igen, for vedkommende skal tilpasse sin hverdag efter “new normal”. Hvis den indbefatter hjemmehjælp og ikke personlige hjælpere, ja så skal du besørge på kommando, for hjemmeplejen er også presset. Det er ikke en kritik, for de gør, hvad de kan indenfor de rammer, politikerne giver dem (og de rammer bliver også indeskrænket).

Man sparer lystigt på mennesker… I den anden ende smider staten milliarder og atter milliarder efter statslige IT-systemer, der er så fejlfyldte, at de aldrig ser dagens lys, og dem afskriver man bare med et “øv… vi prøver igen”. Når det handler om mennesker, har man underligt nok en anden form for økonomisk omhu? Det batter sig at investere menneskers trivsel, men fordi samfundet er så kasseopdelt og indtægt/udgiftsbaseret, så er mit påstulat, at man aldrig får det fulde billede, fordi de økonomiske modeller ikke forstår fænomenet livsglæde.

Mange arbejdsparate bliver dømt ude som individer, fordi de ikke kan arbejde 37 timer om ugen, men vi ved da bedre, for det er egentlig samfundet, der ikke magter at anerkende eller bruge de styrker, vi har, selvom vi har fysiske eller psykiske udfordringer.

Staten kunne uden videre diktere, at for at handle med det offentlige, så skulle en mellemstor virksomhed have mindst en person med handicap ansat. Det ved jeg godt, mange ville rynke på næsen over at få trukket ned over hovedet… Men det siger jo så lidt om mentaliteten, for så er arbejdsmarkedet alligevel ikke så rummeligt, som det burde være. Og hvem har lyst til at være et sted, hvor bossen ansætter af nød og ikke af lyst? Der går mange gode kræfter spildt, fordi en del virksomhedsledere har en forstokket holdning til, hvordan deres arbejdsstyrke helst skal se ud.

Der er nogle virksomheder, der tager ansvar, men der er alt for mange, der ikke gør, fordi det pletter deres perfektionsillusion. Det får du ikke ret mange til at sige højt, men det giver sig udslag i alle de afslag, personer med handicap får på deres jobansøgninger, selvom de har kvalifikationer, der svarer til en uden handicap*.

NGO’ernes kritikpunkter:

Der burde være fremgang. Nutidens børn og unge med handicap burde få flere muligheder, end vi havde. Alligevel virker det som om man politisk og administrativt har trykket på reset-knappen. Det giver sig udslag i NGO’ernes kritik, som følger herunder.

[*] Danmark har ikke lavet en tværsektoriel handleplan for at forbedre situationen for mennesker med handicap (det er man ellers forpligtet til jf. FNs Handicapkonvention).
[*] Mennesker med handicap har i en årrække ikke har fået den hjælp, de har ret til ifølge den sociale lovgivning.
[*] Inden for psykiatrien er det ikke lykkedes at mindske brugen af tvang.
[*] Uddannelsessystemet er ikke gearet godt nok til at rumme mennesker med handicap. Det samme gælder for arbejdsmarkedet.
[*] Der mangler en langsigtet og systematisk indsats for at mindske den store ulighed i sundhed blandt mennesker med handicap.

Mælk og honning

Hvis man troede, at Danmarks tilslutning til FNs Handicapkonvention betød, at træerne nu voksede ind i himmelen og landet ville flyde med mælk og honning, ja, så kunne man godt tro om igen - handicapområdets udvikling er blevet bremset af kortsigtet økonomisk tænkning og at man rent poltisk ikke gider sørge for fremgang. Det var en gratis omgang at underskrive konventionen, for den er ikke andet end en fluffy hensigtserklæring indtil nogen rent faktisk bekymrer sig om, hvad der står i den.

I min ungdom var handicapområdet også sjældent på tapetet, men nu er det blevet afløst af ren resignation: Når man hører finansminister Nicolaj Vammens (S) udsagn om, at det specialiserede handicapområde er blevet for dyrt, så bør man sætte det i perspektiv i forhold til, hvordan folketingets partier gennem tiden har ageret overfor handicapområdet. Med larmende tavshed.

Det er yderst sjældent, at handicapområdets udvikling bliver debatteret i Folketinget. Jeg ser jævnligt ft.dks sendinger, og frekventerer Socialminsteriets hjemmeside, og det handler meget sjældent om fremgang. Mest brandslukning. Det er virkelig trættende at se.

Skiftende socialministre har da også måttet agere brændslukningseksperter, når de skulle håndtere møgsager: Fejlfyldt sagsbehandling, undskyldninger, lange ventetider mv. Og så er der alle de ting, man kun hører om i glimt - fejlplaceringerne af børn og unge i skolesystemet, unge, der må vente i månedsvis på SU-handicaptillæg. Det må være lidt træls at være socialminister og så bruge tiden på at forsvare dårlige prioriteringer.

Måske dukker der forbedringer op ind imellem, men vi hører sjældent om det, når ikke medierne samler historierne op. Skulle det være tilfældet, at man rent faktisk laver forbedringer, så burde Socialministeriet måske overveje at styrke sin borgervendte kommunikation. Jeg vil da også hellere se en socialminister, der kæmper for forbedringer, end en der render rundt og siger undskyld konstant, eller ender i samråd, fordi man ikke har gjort tingene godt nok. Men det kræver nok en anden tilgang til tingene, og det tror jeg slet ikke det politiske lag er gearet til, som tingene står lige nu.

Handicapkonventionen i lovgivningen.. Maybe never :-/

At politikerne ikke rigtig vil noget med handicapområdet ift. Handicapkonventionen, var nok mest synligt med Rad.Vs glimrende beslutningsforslag fra folketingsåret 2020-2021 om at flette konventionen ind i lovgivningen (link i bunden). Beslutningsforslaget faldt med et brag - desværre fik det aldrig mediernes brede bevågenhed. Modstanderne af forslaget pegede på, at der ville ske en magtforskydning fra folketinget til domstolene. Men når vi har et folketing, der alt for sjældent beskæftiger sig med handicapområdet og dens retsmæssige position, så er det svært at se, at det kan være anderledes.

Men, udgifterne er steget…

Jeg køber ikke argumentet om pengemangel - det er ene og alene et spørgsmål om politisk prioritering. Vist er der kommet flere plejekrævende personer, og nogle af diagnoserne kræver også mere kompleks støtte - men.. Vi er jo altså heller ikke blevet fattigere. Målt på både PPS og pr. Euro er vi et af Euro-zonens rigeste lande, så naturligvis er der råd. Så hæv dog topskatten, milliardæren kan sagtens tjene det tabte ind igen, hvis vedkommende forstår sig på forretning.

Investér i mennesker. Det er her, det gode politiske håndværk ligger. Alle kan sgu lave en aftale om at bygge et monument, men kan du løfte et helt område?

Links / Kilder

Arbejderen.dk: Ngo’er retter skarp kritik af dansk handicappolitik op til FN-eksamen

Muskelsvindfondens temaside om hjælperordninger (m. tal)
Ny analyse: 43.000 med handicap står klar til at arbejde
AE: Unge med diagnoser har svær start på uddannelseslivet
Ft.dk: B 238 Forslag til folketingsbeslutning om inkorporering af FN’s handicapkonvention i dansk ret.
ft.dk: BNP pr. indbygger