29. November 2023
ActivityPods 2.0
En af de største problemer med de decentrale tjenester i Fediverset, er, at du skal have et login på hver server, du vil benytte, og så ligger al din data på den pågældende server. Det er der ikke så meget decentralt over, for hvad sker der, hvis serveren crasher og lagermedierne går i stykker. Ja, så mister du alle dine data.
Der er dog ingen grund til umiddelbar panik, for mange af instanserne i Fediverset er drevet af dygtige, frivillige ildsjæle. Men fejl sker, det er en naturlig del af tilværelsen. Så derfor bør vi nok forvente, at der på et tidspunkt, et-eller-andet-sted vælter en server, hvor backuppen ikke kan reetableres.
Det prøver ActivityPods-konceptet at rode bod på - ActivityPods er en teknologi, der komplementerer ActivityPub-protokollen, som f.eks det decentrale medie Mastodon bygger på. Du har din egen datapod med dine data, og så kan alle tjenesterne i Fediverset “spørge om lov” om at få adgang til dine data via denne pod.
ActivityPods v1.0 er allerede ude, men har iflg. udvikleren nogle ulemper, fordi den er meget afhængig af backenden på den maskine, der hoster Pod’en. v2.0 er på tegnebrættet, og her flytter backenden ind i hver sin pod.
https://activitypods.org/#activitypub
Edit: I en tidligere udgave af opslaget spekulerede jeg i mulige backupstrategier for en sådan podløsning. Jeg tror dog ved nærmere eftertanke, at det ligger udenfor selve specifikationens opgave at begive sig ind på dette område, så tekstafsnittet var bare “støj” ift. resten af opslaget. Derfor er det fjernet.
20. November 2023
Ud at se med The Fediverse
Det kan være lidt en kamp at holde sig opdateret på, hvad der foregår i The Fediverse af nye tiltag, for det føles uendeligt stort. Men jeg følger primært to Mastodon-konti, som jeg synes gør et fantastisk arbejde med at samle trådene.
The Fediverse Report
This week in the Fediverse
Jeps, de findes på hver sin Mastodon-server, men du kan følge dem uanset hvilken Fediverse-forbundet server, du selv sidder på.
Noget, der også har trukket overskrifter for nylig har været, at Fediversets mest populære service Mastodon har flere brugere end først antaget. Det kan du læse om her hos Techcrunch
Tilmed, så har Flipboard annonceret, at de drosler ned for aktiviteterne på X, og vil i stedet koncentrere sig om åbne, decentrale sociale medier, såsom Mastodon, Bluesky mv. Det er godt nyt, da Flipboard hiver en masse brugere med sig.
Mastodon-admin’en @jaz, der driver toot.wales har lavet en liste over organisationer, der driver deres egen Fediverse-server
24. Oktober 2023
5 gode Open Source-projekter
Jeg kan lige nå at skrive et blogindlæg, inden jeg skal i gang med dagens arbejde. Her præsenterer jeg 5 gode open source-projekter, som man selv kan host’e på en Linux/Unix-server.
Owncast
Lav din egen videostreaming-platform.
Owncast er din helt egen private videostreaming-platform. Den spiller sammen med OBS - Open Broadcasting Software, og f.eks Jitsi, som du kan bruge til at streame møder med flere deltagere.
Mastodon
Meget populært Twitter-alternativ, som du kan host’e selv. Du bestemmer selv, om serveren skal være fuldstændig privat, eller om den skal deltage i det decentraliserede net af sociale medier, der kaldes The Fediverse, eller The Federation. Mastodon og lignende ActivityPub-forbundne projekter har nemlig den unikke detalje, at de kan udveksle data med hinanden - det betyder at du kan sende beskeder mellem forskellige sociale medier, der deltager i Fediverset. Så vælger du, at din server skal være offentlig, så skal du nok forberede dig på, at din server skal bruge en ordentlig røvfuld diskplads (min. 250GB-1TB anbefalet, for at du også har plads til andet…).
Jitsi
Jitsi er et frit og open source videokonference-system. Du har måske prøvet Jitsi Meet som er frontenden til Jitsi Videobridge, der er selve serverkomponenten. Hardwarekravene til Jitsi er rimelig vilde (anbefalet min. 8GB Ram), så medmindre du har en heftig fysisk server, så skal du nok ikke forvente at holde gigantmøder, men til relativt få deltagere er softwaren fin til selv lette krav.
Jitsis hovedside
Jitsis Github
Icecast
Selvfølgelig skal Icecast med, nu har jeg brugt et par fornøjelige dage for ganske nylig med softwaren. Med Icecast kan du lave din egen audio/video streaming server. I modsætning til f.eks Owncast leveres kun selve serveren, så du skal selv udvikle og/eller sætte evt. source clients - dvs. lydkilder, du streamer op til Icecast-serveren - op efterfølgende (der er f.eks IceS (audio) eller ezStream (video).
Icecast
Liste over source clients
Icecast Github
Mattermost
Mattermost er et Slack-alternativ, du kan hoste selv. Samtaler bliver organiseret i kanaler, så du kan have forskellige “spor” kørende. Hardwarekravene er relativt lave, Mattermost angiver selv, at minimumskravet er en enkelt vCPU og 2GB ram er nok til at kunne servicere 1000 brugere