2. September 2024

Windows 10 supportophør i oktober 2024 - hva’ nu?

I oktober dette år (2024) har Microsoft erklæret Windows 10 “end of life” og vil tvinge alle over på Windows 11 ved ikke længere at lave sikkerhedsopdateringer til 10′eren. Men der er et problem, for der findes masser af computere, der ikke kan klare de krav, Windows 11 stiller (TPM 2.0 f.eks).

Jeg synes derudover at det er lidt et fesent træk af Microsoft, for:

Softwaregiganten viser en vissengrøn, anti-bæredygtig profil. Dette træk vil betyde en øget mængde af e-skrot verden over. Det kan godt være, det er dig som slutbruger, der har ansvaret for at bortskaffe computeren korrekt, men Microsoft skaber et kunstigt behov for at opgradere til en ny computer, som ikke ville være der, hvis ikke de fremsatte nye krav til deres operativssystem. Det problematiske ligger i, at der er et helt system udenom softwaregiganten, der også er drevet af vækst og profit. Men hvorfor accepteres det overhovedet i samfundet, at en softwareleverandør har en kunstig killswitch ift. dit hardware? Penge.

Vi er på et sted i historien, hvor vi som mennesker på denne klode er nødt til at prøve at nedbringe vores negative “impact”, og så laver Microsoft det stunt her? Det er business-as-usual. Det er de ikke de eneste, der gør (hej Apple, hej Samsung og alle de andre), men som markedsdominerende, så kunne de vælge at “drive innovationen” (som det vist hedder i businesskredse) på anden og bedre vis.

Jeg tror ikke der går så forfærdentligt mange år, før Windows afvikles fuldstændigt på deres Azure Cloud Service, så din computer bare er en “thin client”, man bruger til at koble sig på med. Windows 365 eksisterer allerede, men er pt. rettet mod erhvervskunder.

I de seneste Windows-opdateringer har Microsoft push’et meget hårdt på, for at få folk til at oprette en onlinekonto og tilmed har de netop omdøbt deres fjernstyringsapp til “Windows App”. See where this is going? Efterhånden som WebAssembly modnes, så ser vi nok også det sidste skub imod serviceøkonomien, da man så forholdsvist simpelt kan tage sit eksisterende softwareprodukt og putte det i en browser. Bum, så er alle pludselig i Skyen med de fordele og ulemper, der følger med.

Operativsystemer er generelt ikke særlig vigtige mere (andet end at få hardwaren til at fungere) - selv tilbringer jeg måske 90% af min tid i en internetbrowser.

Don’t be a lemming

Du kan nægte at følge deres forretningsplaner… I stedet for at smide din gamle computer til genbrug, så vil jeg opfordre dig til at skifte til en Linux-distribution, og forlænge livet på din maskine. Det skal være et tilvalg, om du vil skifte din maskine, være cloud og AI-bruger. Ikke noget som computerfolk i stive habitter eller alt for korrekt siddende skjorter presser ned over dit hoved.

Enhver Linux-distribution kan installeres ved siden af Windows, hvis du ikke er helt klar til at skifte. De findes alle med dansk sprog. Du finder også Linux-softwarepakker med Chrome, Firefox, Spotify og LibreOffice i de respektive software centre (findes i programvælgeren i bunden af skærmen). Og du kan bruge MitID.

Linux understøttes ikke officielt af MitID og Digitaliseringsstyrelsen, men med en fremadstormende markedsandel, der snart rammer 5%, så bør MitID og Digitaliseringsstyrelsen snart tage Linux som desktop-platform seriøst. 5% lyder ikke af meget, men vi skal blot få år tilbage, hvor den lå på 2-3% (jeg har opdateret med link til artikel hos Toms Hardware i bunden).

Men hvilken Linux?

Så hvad skal du vælge som din Linux? Som Ubuntu-bruger, så tror du måske, jeg vil anbefale Ubuntu, men nej - jeg tror faktisk Linux Mint eller ZorinOS (vælg Core-udgaven…) vil være det bedre valg til at begynde med. De er begge baseret på Ubuntu, men har Flatpak-understøttelse med i deres Software Center fra start. Det har Ubuntu ikke, fordi de satser hårdnakket på deres Snap-packs. Selvom jeg eeelsker Canonical for at prøve at gå egne veje (Mir Display-serveren, Unity-desktoppen og Ubuntu Touch), så er det ikke særlig sympatisk ikke også at understøtte Flatpaks. Faktisk så opdagede jeg ved opdatering fra Ubuntu 22.04 til 24.04 LTS at mine Flatpak-udvidelser blev fjernet… Jeg skyndte mig selvfølgelig at geninstallere dem, men den slags skal man ikke tvinge nybegyndere til - de skal bare opleve noget, der fungerer fra første færd.

Få hjælp på OpenSourceSupport.dk

Oplever du problemer med at komme i gang med din Linux? Jeg har oprettet et forum på OpenSource Support, fordi jeg synes der mangler sådan et tilbud på dansk. Det er selvfølgelig gratis at oprette sig. Hvis du poster dit spørgsmål derovre, så skal jeg og andre gøre vores bedste for at guide dig videre. Siden er stadig i beta, så oplever du problemer med f.eks oprettelse, så skriv til simon @ simonjustesen.dk eller find mig på https://mstdn.dk/@simonjust

Links

https://linuxmint.com/
https://zorin.com/os/
Toms Hardware: “Linux market share approaching 4.5% for first time…”