Simon Justesen

Jeg faldt lige over denne video på Youtube, der er en god primer ift. hukommelsesinddeling med eksempler i Rust. Det er stof, der ikke sådan lige sætter sig på rygraden, så den skal nok ses nogle gange

Links

Sreekanth: Visualizing memory layout of Rust’s data types

Repræsentanter fra SVM-regeringen skal d. 23. august 2024 stå skoleret for FNs Handicapkomité - det bliver satme ikke sjov, for udviklingen er gået i stå, og på nogle områder gået tilbage. Men mon ikke man får sneget sig udenom ved at love en masse, som man så alligevel ikke holder?

Jeg bliver 50 år om ikke så forfærdentlig mange år, og jeg synes det er uhyggeligt at se, hvor lidt fremskridt, der har været på handicapområdet henover årene. Hvor jeg var optimist i forhold til, at vi kunne udfolde os, da jeg var ung, så kan jeg se det stik modsatte: Personer med handicaps og deres pårørendes levevilkår bliver indskrænket nærmest dagligt. Kommuner og staten bruger hinanden i sådan en slags cirkulær ansvarsfraskrivelse, når de skal forklare, hvorfor det er nødvendigt ikke at rette op på de efterslæb, der findes. Husk, at når du hører i medierne, at en ydelse beskæres, så er det kulminationen på mange års løbende forringelser, og ikke bare en tilpasning i nuet.

Alle har krav på at mærke, at deres liv bliver bedre, men som tingene står, så er dem, der kan klare sig selv i forvejen, der oplever den slags. Vi har fået et elitært samfund, der kun bekymrer sig om, hvor godt de stærke klarer sig. Det er en hul sejr at være et af verdens rigeste samfund, hvis man ikke evner empati. Og når jeg ser politkere og embedspersoner skælde ud på handicapområdet for at være for dyrt, så er det netop, fordi der er sket et værdiskred, og det er ikke til det bedre. Det er dybt pinligt at se velbjærgede politikere og embedspersoner kaste sig ud i den slags tågesnak, når de godt ved det halter med fremskridtene. Eller også ved de det ikke, fordi det rager dem en papand. Bevægelser som #enmillionstemmer opstår ikke ud af ingenting. De opstår i afmagt over, at der er en befolkningsgruppe i samfundet, man negligerer.

Stramninger på stramninger

Jeg synes ofte det politiske system glemmer, at så snart man strammer økonomisk på et område, så påvirker det individet direkte, men også familierne, for de skal udfylde det tomrum, der opstår, når hjælpen mangler. Det er dermed samfundet, der straffer familierne for at have fået et barn med et handicap? Ja, det er hårde ord, men sådan foregår det. Det nytter ikke at tale empati til et system, der har bestemt “at sådan skal det være” i forhold til kroner og ører, for så havde man jo ikke strammet der, hvor det gør mest ondt.

Når en person får reduceret sin BPA-ordning (Brugerstyret Personlig Assistance) fordi kommunerne skal spare, og vedkommende ender med få timers hjælp om ugen, så er det resultatet af en benhård kalkule. For kommunen er det nogle tal i et regneark, der helst skal stemme, men personen som stramningerne går ud over får aldrig den ægte frihed igen, for vedkommende skal tilpasse sin hverdag efter “new normal”. Hvis den indbefatter hjemmehjælp og ikke personlige hjælpere, ja så skal du besørge på kommando, for hjemmeplejen er også presset. Det er ikke en kritik, for de gør, hvad de kan indenfor de rammer, politikerne giver dem (og de rammer bliver også indeskrænket).

Man sparer lystigt på mennesker… I den anden ende smider staten milliarder og atter milliarder efter statslige IT-systemer, der er så fejlfyldte, at de aldrig ser dagens lys, og dem afskriver man bare med et “øv… vi prøver igen”. Når det handler om mennesker, har man underligt nok en anden form for økonomisk omhu? Det batter sig at investere menneskers trivsel, men fordi samfundet er så kasseopdelt og indtægt/udgiftsbaseret, så er mit påstulat, at man aldrig får det fulde billede, fordi de økonomiske modeller ikke forstår fænomenet livsglæde.

Mange arbejdsparate bliver dømt ude som individer, fordi de ikke kan arbejde 37 timer om ugen, men vi ved da bedre, for det er egentlig samfundet, der ikke magter at anerkende eller bruge de styrker, vi har, selvom vi har fysiske eller psykiske udfordringer.

Staten kunne uden videre diktere, at for at handle med det offentlige, så skulle en mellemstor virksomhed have mindst en person med handicap ansat. Det ved jeg godt, mange ville rynke på næsen over at få trukket ned over hovedet… Men det siger jo så lidt om mentaliteten, for så er arbejdsmarkedet alligevel ikke så rummeligt, som det burde være. Og hvem har lyst til at være et sted, hvor bossen ansætter af nød og ikke af lyst? Der går mange gode kræfter spildt, fordi en del virksomhedsledere har en forstokket holdning til, hvordan deres arbejdsstyrke helst skal se ud.

Der er nogle virksomheder, der tager ansvar, men der er alt for mange, der ikke gør, fordi det pletter deres perfektionsillusion. Det får du ikke ret mange til at sige højt, men det giver sig udslag i alle de afslag, personer med handicap får på deres jobansøgninger, selvom de har kvalifikationer, der svarer til en uden handicap*.

NGO’ernes kritikpunkter:

Der burde være fremgang. Nutidens børn og unge med handicap burde få flere muligheder, end vi havde. Alligevel virker det som om man politisk og administrativt har trykket på reset-knappen. Det giver sig udslag i NGO’ernes kritik, som følger herunder.

[*] Danmark har ikke lavet en tværsektoriel handleplan for at forbedre situationen for mennesker med handicap (det er man ellers forpligtet til jf. FNs Handicapkonvention).
[*] Mennesker med handicap har i en årrække ikke har fået den hjælp, de har ret til ifølge den sociale lovgivning.
[*] Inden for psykiatrien er det ikke lykkedes at mindske brugen af tvang.
[*] Uddannelsessystemet er ikke gearet godt nok til at rumme mennesker med handicap. Det samme gælder for arbejdsmarkedet.
[*] Der mangler en langsigtet og systematisk indsats for at mindske den store ulighed i sundhed blandt mennesker med handicap.

Mælk og honning

Hvis man troede, at Danmarks tilslutning til FNs Handicapkonvention betød, at træerne nu voksede ind i himmelen og landet ville flyde med mælk og honning, ja, så kunne man godt tro om igen - handicapområdets udvikling er blevet bremset af kortsigtet økonomisk tænkning og at man rent poltisk ikke gider sørge for fremgang. Det var en gratis omgang at underskrive konventionen, for den er ikke andet end en fluffy hensigtserklæring indtil nogen rent faktisk bekymrer sig om, hvad der står i den.

I min ungdom var handicapområdet også sjældent på tapetet, men nu er det blevet afløst af ren resignation: Når man hører finansminister Nicolaj Vammens (S) udsagn om, at det specialiserede handicapområde er blevet for dyrt, så bør man sætte det i perspektiv i forhold til, hvordan folketingets partier gennem tiden har ageret overfor handicapområdet. Med larmende tavshed.

Det er yderst sjældent, at handicapområdets udvikling bliver debatteret i Folketinget. Jeg ser jævnligt ft.dks sendinger, og frekventerer Socialminsteriets hjemmeside, og det handler meget sjældent om fremgang. Mest brandslukning. Det er virkelig trættende at se.

Skiftende socialministre har da også måttet agere brændslukningseksperter, når de skulle håndtere møgsager: Fejlfyldt sagsbehandling, undskyldninger, lange ventetider mv. Og så er der alle de ting, man kun hører om i glimt - fejlplaceringerne af børn og unge i skolesystemet, unge, der må vente i månedsvis på SU-handicaptillæg. Det må være lidt træls at være socialminister og så bruge tiden på at forsvare dårlige prioriteringer.

Måske dukker der forbedringer op ind imellem, men vi hører sjældent om det, når ikke medierne samler historierne op. Skulle det være tilfældet, at man rent faktisk laver forbedringer, så burde Socialministeriet måske overveje at styrke sin borgervendte kommunikation. Jeg vil da også hellere se en socialminister, der kæmper for forbedringer, end en der render rundt og siger undskyld konstant, eller ender i samråd, fordi man ikke har gjort tingene godt nok. Men det kræver nok en anden tilgang til tingene, og det tror jeg slet ikke det politiske lag er gearet til, som tingene står lige nu.

Handicapkonventionen i lovgivningen.. Maybe never :-/

At politikerne ikke rigtig vil noget med handicapområdet ift. Handicapkonventionen, var nok mest synligt med Rad.Vs glimrende beslutningsforslag fra folketingsåret 2020-2021 om at flette konventionen ind i lovgivningen (link i bunden). Beslutningsforslaget faldt med et brag - desværre fik det aldrig mediernes brede bevågenhed. Modstanderne af forslaget pegede på, at der ville ske en magtforskydning fra folketinget til domstolene. Men når vi har et folketing, der alt for sjældent beskæftiger sig med handicapområdet og dens retsmæssige position, så er det svært at se, at det kan være anderledes.

Men, udgifterne er steget…

Jeg køber ikke argumentet om pengemangel - det er ene og alene et spørgsmål om politisk prioritering. Vist er der kommet flere plejekrævende personer, og nogle af diagnoserne kræver også mere kompleks støtte - men.. Vi er jo altså heller ikke blevet fattigere. Målt på både PPS og pr. Euro er vi et af Euro-zonens rigeste lande, så naturligvis er der råd. Så hæv dog topskatten, milliardæren kan sagtens tjene det tabte ind igen, hvis vedkommende forstår sig på forretning.

Investér i mennesker. Det er her, det gode politiske håndværk ligger. Alle kan sgu lave en aftale om at bygge et monument, men kan du løfte et helt område?

Links / Kilder

Arbejderen.dk: Ngo’er retter skarp kritik af dansk handicappolitik op til FN-eksamen

Muskelsvindfondens temaside om hjælperordninger (m. tal)
Ny analyse: 43.000 med handicap står klar til at arbejde
AE: Unge med diagnoser har svær start på uddannelseslivet
Ft.dk: B 238 Forslag til folketingsbeslutning om inkorporering af FN’s handicapkonvention i dansk ret.
ft.dk: BNP pr. indbygger

(haha nej, trods mit navnesammenfald med parken, så er historien en ganske anden… Jeg arbejder på at finde link til Brdr. Justesens historie, der ikke er bag en betalingsmur)

Justesens plæne i Randers er blevet opgraderet. Vi har fået en rigtig flot tidevandspark og rekreativt område. Selvom baggrunden er trist og verden måske kunne have undgået massive investeringer i klimasikring ved at lytte til klimaforskere fremfor “vækst og velstands”-folket, så kan vi ikke lave fortiden om, og så må man se, om man kan tilpasse sig en ny virkelighed.

Lad mig fastholde fokus på det positive, for jeg er himmelhenrykt over resultatet: Jeg synes tidevandsparken fremhæver Gudenåens skønhed, og det er et sted, jeg har lyst til at opholde mig. Jeg er som Randers-borger med handicap glad for at se, at man har tænkt inkluderende - at stedet skal kunne bruges af alle. Det giver personlig frihed, når man ikke skal spekulere i, at have assistance med sig, når man skal besøge steder. Er der noget, jeg er evigt træt af, så er det den konstante sondring i samfundet mellem handicap- og ikke-handicap - tænker man klogt, som der er gjort her, så kan alle være med.

Der er endda handicapvenlige legeredskaber på tidevandsparkens nærliggende legeplads, som nærværende skribent selvfølgelig var nødt til at prøve. Stierne i parken er belagt med, hvad jeg tror er faststampet sand, så det er dejlig nemt at komme rundt i en kørestol. Det inviterer til, at man sporter rundt. Min gode ven Karina og jeg prøvede at tage hele turen fra tidevandsparken til Randers Bro, og det gik overvejende tjept. Det sidste stykke op til stien ved broen er lidt stejl, men jeg tror ikke, det kan være anderledes.

Der er også kommet et offentligt toilet med handicapfaciliteter. Noget som kommunen ellers ikke rigtig har prioriteret før, så vi har måttet ty til McDonalds’ handicaptoiletter. Et ekstra plus er også, at det hele ligger i gå/rulle-afstand til Randers Regnskov, så man føler, at mange af byens faciliteter kommer tættere på.

Justesens plænes opgradering er måske det bedste, der er sket for byen i årevis, sammen med regnvandsbassinet i bunden af Østervold. Bor du i nærheden, så bør du overveje at besøge stedet :D

Jeg må indrømme, at jeg er ret splittet i forhold til spørgsmålet omkring AI. Jeg bryder mig bestemt ikke om de negative sider af den, men samtidig er jeg fascineret af den tekniske side og det faktum, at jeg kan have en meningsfyldt “samtale” med den.

Hvis du, som jeg, er vokset op med tekstbaserede brugerflader, så har du også været vant til, at computeren oftest bare har svaret “Det ved jeg ikke, prøv at stille spørgsmålet igen”, og så var det din opgave at genstille spørgsmålet og forhåbentlig ramme det, som udvikleren af spillet/værktøjet havde forudprogrammeret. Det var især udpræget i Sierra Onlines Police Quest-serie, noget som måske fik Ron Gilbert til at vælge foruddefinerede ord med SCUMM-motoren til Monkey Island.

Konkret har jeg haft en meningsfuld udveksling med Googles Gemini AI, og den har sparet mig for en del forum-opslag. Jeg spurgte til, hvordan man bedst skriver sikker C-kode. C er et fantastisk sprog, fordi det er relativt let at læse og arbejde med, men samtidig farligt, fordi det er så nemt at begå fejl. Du er helt nede at røre “metallet” og kan f.eks nemt komme til at overskrive dele af computerens hukommelse, som dit program ikke har adgang til, hvis du ikke er omhyggelig med din kode. Der er no mercy. Buffer under/overflows er en af de mest typiske kilder til sikkerhedsfejl, og her er C-compileren ikke særlig hjælpsom med analyse, derfor skal du have fat i værktøjer som Valgrind og lign.

Det er så her Googles AI kommer ind i billedet, for jeg blev overrasket over detaljegraden i det svar, den gav. Den gav mig både “pointers” (hæ..) til sikre funktioner med fastdefinerede bufferstørrelser f.eks strncpy, snprintf, lavede kodeeksempler og kom med idéer til “best practices”, såsom at huske at aktivere alle compiler warnings og lave statisk analyse, input-validering osv.

Det er jo så op til mig, at vurdere, om AI’en er fyldestgørende og korrekt i sit svar, og der må jeg jo altså sige, at det ville - hvis jeg havde været en nybegynder - have taget mig væsentligt længere tid at finde de svar.

Det er i hvert fald min erfaring, at programmeringsguides - i bogform og online - kun giver dig brudstykker af den information, du skal bruge. Her formår AI’en faktisk med simple og effektive midler at sende mig i forskellige retninger. Det kan godt være, at hvis man er ny i faget, at man ikke lige får udforsket samtlige forslag… Men der bliver plantet et frø, med noget, man skal være opmærksom på senere, og det gør dig ultimativt til en bedre programmør i det lange løb.

Medmindre du skal skrive virkeligt lavniveau-kode, såsom enhedsdrivere eller lave udforskning af embeddede systemer, så vil jeg til enhver tid foreslå mere sikre sprog såsom Rust, Python, Java, C#, Go eller Swift. Men C og C++ er stadig sjove at programmere i, og vil være her om 50 år pga. den enorme mængde af legacy kode, så det er godt at have efaring med dem. Også ift. interoperabilitet med andre sprog. Mange Rust-libraries er f.eks wrappers omkring eksisterende C/C++-kode.

Links

Google Gemini
Valgrind

Youtube-kanalen “The Linux Experiment” har testet Vanilla OS 2, der er en såkaldt Immutable Linux distro. “Immutable” betyder noget, der ikke ændrer sig. Idéen er da også, at Vanilla optager 3 partitioner. Og nu… Tungen lige i munden: Partition 1 og 2 er read-only systempartitioner, og den 3., som indeholder dine egne data (f.eks din home-partition).

Sådan virker et immutable system

Når du starter Vanilla OS 2 vil den køre på partition 1. Når der så er opdateringer vil den installere opdateringer til partition 2. Efter en reboot vil Vanilla boote fra den friske partition 2, og den får så status som aktiv systempartition. Dine egne data ligger isoleret på partition 3, så de er grundlæggende afsondret fra resten, uanset hvilken partition Vanilla OS booter fra. Linux-partitioner er i de senere år blevet refereret til via UUID’er, så de kan stykkes sammen i spændende konfigurationer, tjek evt. status på din computers med

less /etc/fstab

(åbnes i read-only mode)

Skulle en opdatering af en eller anden grund fejle, vil du kunne gå tilbage til den gamle opsætning på partition 1. Når partition 2 er i drift, installeres opdateringer på partition 1, og efter en reboot bliver partition 1 igen den aktive systempartition.

Immutable, next?

Jeg synes immutable Linux-distroer er et spændende koncept, som jeg desværre ikke har haft mulighed for at udforske endnu, men det kan jeg vist ikke blive ved med at udsætte. Jeg er yderst konservativ, når det kommer til opdateringer, for jeg favoriserer stabilitet over nye features. Ubuntus LTS-udgaver har altid været klippestabile for mig, men måske også lidt kedelige, fordi man ikke har fået de seneste opdateringer til f.eks GNOME-desktoppen osv. Jeg har indimellem savnet at kunne teste nyere ting af i en live-setting, uden at jeg skal måsle med virtuelle maskiner, og her er muligheden måske.

Links

Linux Experiment: Immutable Linux, without the hassle? Vanilla OS 2 Orchid