Simon Justesen

Det kapitalistiske marked har forlængst fået øjnene op for abonnementordninger, for det kan sikre dem en lind strøm af penge, og holde dig i butikken i årevis.

Det lille “nudge”, der blev et hårdt puf

Adobe har gjort det, Visma - der laver regnskabssoftware til iværksættere, og sidder på praktisk talt hele det nordiske marked - har gjort det. Men det er jo ikke sket frivilligt, af kundernes egen vilje, vel? Der er ingen valgfrihed, for virksomhederne har skåret deres offline fastpris-produkter væk, og erstattet dem med abonnementer på cloud-løsninger, der binder kunden tættere til virksomhederne. Så hvis det har været ment som et puf i retning af serviceøkonomien, så er det blevet til et ret hårdt skub. Med andre ord: Tvang.

Nu vil Logitech - formentlig - prøve det samme. Der er intet konkret på bordet endnu, men det giver mening med forretningsbriller, for tænk over det: I dag, når f.eks techgiganten Logitech har solgt dig en computermus, så er det salg ovre, og så skal de hitte på noget andet, et tastatur eller et webcam for at hive flere indtægter hjem fra dig. Andre former for mersalg kan de faktisk ikke rigtig lave, så de skal vente på, at du beslutter dig for at købe en ny mus, og det kan tage lang tid, for de er ganske holdbare.

Logitechs “geniale” idé er så, at computermus måske engang skal være et abonnementsprodukt. I artiklen nævnes målgruppen til at være “professionals” og “entusiasts”, men vi ved jo godt, at hvis tiltaget lykkes så bliver det, det eneste man gør, på sigt, for det fungerer sk***godt fra et virksomhedsperspektiv. Så det første produkt, der markedsføres på denne måde, bliver lidt en generalprøve…

En “stinker” for forbrugeren

Erhvervet jubler givetvis over mulighederne, men det er en “stinker” fra et forbrugersynspunkt, for du får en løbende omkostning i dit privatbudget, som du skal tage stilling til - kald det bare en skjult “erhvervsskat.”. Selvom omkostningen isoleret set er lille, så har du jo andre løbende abonnementer, og snart, så galoperer det bare derud af, når alt pludselig er abonnementsbaseret.

Jeg synes, de bør pille idéen af bordet med det samme, eller indse, at den famøse idé nok kun tiltaler bestemte målgrupper. Abonnementsordninger fungerer til ting, hvor du afhængig af, at nogle vedligeholder ekstern infrastruktur eller “en maskine”, for at du kan få strøm, internet etc. Alt andet er bare et forsøg på at få snablen ned i din pengepung og skabe et kunstigt afhængighedsforhold mellem dig og virksomheden. Logitech forsøger her at skabe et servicebehov, der ikke findes, men får de held med missionen, så er der jubel hos investorerne.

Mus på abonnement? Nej tak, Logitech. Jeg er ikke mærkeloyal og finder et andet fabrikant, hvis jeres hjerneprut bliver en realitet. Jeg går i forvejen gerne i retrobutikker og finder mig en gammel mus med PS/2-stik, hvis det kommer dertil.

Links

Ars Technica: Logitech has an idea for a “forever mouse” that requires a subscription

Edit: Jeg kan se på Azures statusside, at nedbruddet også betød nedetid hos andre cloud-tjenester end Microsoft, og det derfor må være lokaliseret i CrowdStrikes software. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig mener, man bør overveje at sprede sine aktiviteter til mere end én cloududbyder.

Edit 2: Jeg har erstattet min “rant” med CFCS og Digitaliseringsstyrelsens anbefalinger, de har med garanti mere styr på storskaladrift end jeg har.

—

Der må sidde nogle teknikere og svede nu. Jeg har naturligvis stor sympati med folkene hos CrowdStrike, for jo, gu’ har de skidt i nælderne bigtime, men det er ikke nemt at drifte cloud-software.

Problemet ligger et andet sted: Storskalacentraliseringen af servere og software gået for vidt. Hvis nedbrud har så dybe implikationer verden over, så er der noget, der er helt forkert. Sikkerhedsekspert Peter Kruse fra Clever, nævner i en artikel på TV2, at 70% af top 100 selskaber i verden bruger CrowdStrike, og så er der alle dem, vi ikke hører om.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at CrowdStrike normaltvis er dygtige til det, de laver, men det er satme meget tillid at vise et enkelt firma. I 90′erne viste man samme tillid til virksomheder såsom McAfee og Symantec, men da software og opdateringer ikke på samme måde blev automatisk cloud-leveret udenom IT-afdelingen, havde man selv fuld kontrol over afprøve tingene, inden de blev udrullet, så fejl kunne inddæmmes hurtigere.

Det er en anden tid nu, og derfor er der simpelthen nødt til at blive bygget sikkerhedsmekanismer ind i software, så man kan rulle fejlende opdateringer hurtigt tilbage igen. Læser du på Azures-statusside, som jeg linker øverst, kan du se, at supporten foreslår, at man prøver at genstarte sit system 15 gange for at trigge en patch. Det lyder ikke som om, man er i kontrol, hvis du spørger mig.. Det lyder mere, som om man er på nippet til at hidkalde en troldmand, der måske vil fixe problemet med hokus-pokus.

Jeg er stadig forundret over, at 3. parts software i 2024 har så dyb kernel-adgang til operativsystemer, at bugs i drivere/kernel modules kan skabe BSODs og kernel panics aka. bringer dem i knæ, når man i andre dele af et styresystem har arbejdet ufatteligt meget med abstraktionslag, der gør, at man skal tale med hardware gennem et API, og derfor aldrig kommer helt ned til metallet. Man taler også med et API til kernen, men det kan stadig lade sig gøre, at gøre den ustabil.

CrowdStrike flyttede allerede i 2020 en del af Falcon fra kexts (Kernel Extensions) til MacOS’ Endpoint Security Framework, og jeg noterede mig, at hverken MacOS eller Linux blev ramt af gårsdagens nedbrud, så problemerne kan ligge andetsteds på Windows/Azure, men det må tiden vise, når der er mere klarhed over hvem-gjorde-hvad.

Herhjemme er både staten og kommunerne ligeledes bundet op meget ensidigt på f.eks Microsoft-infrastruktur, så jeg gruer da for, hvad et nedbrud kan betyde der. Jeg siger ikke, at andre systemer nødvendigvis er “bedre”, for det har jeg intet belæg for (læsere af denne blog vil vide, at jeg har præferencer ;)), men det er generelt vildt problematisk at placere alle sine æg i en kurv, som et godt ordsprog lyder.

CFCS og Digitaliseringsstyrelsen lavede denne cloud-vejledning tilbage i 2019-2020, hvor man berører emnerne, specifikt afsnit 3.4, 5.1 og 5.7. (Særlig afsnit 3.4 kan få mig til at more mig en smule, når man ved, hvor meget af dansk offentlig IT, der er bundet op på IT-giganter, og proprietært software. Der er et stykke vej fra teori til praksis åbenbart ;))

Links

https://www.crowdstr … s-new-macos-big-sur/
https://www.wired.co … e-global-it-probems/
https://www.dr.dk/ny … lere-steder-i-verden
Artikel - TV2: Gordisk knude..
Artikel - TechCrunch: What we know…

Jeg har berørt dette emne en del gange og nu gør jeg det lige igen ;) Denne gang med en spilvinkel, for jeg vil gerne have dig til at tænke over, hvordan spilmarkedet ser ud i dag. Her med udgangspunkt i Pioneer vs.

Årsagen er, at jeg genfandt Pioneer Space Sim for et par dage siden. Spillet er Open Source og et kærlighedsbrev til David Brabens Elite/Elite Dangerous (ED) og Privateer på Amigaen. Pioneer har været under udvikling siden 2004 og er stadig i aktiv udvikling i dag. Du kan til enhver tid hoppe på Github og hacke på koden, og hjælpe med at udvide det.

Pioneer har flere altoverskyggende fordele - det er Open Source, har beskedne hardwarekrav og er langtidsholdbart. Det vil derfor være her, selv når Frontier Developments bestemmer sig for at lukke Elite Dangerous’ multiplayerdel engang, så der er også et element af kulturbevarelse i Open Source, forudsat, at det bliver ved med at være muligt at gå adgang til koden.

Hvis du stadig spiller ED, så ligger en sidste flyvetur i Anacondaen i Elite: Dangerous ligger ikke lige i kortene lige nu, for Frontier udvikler stadig på ED, bl.a. Power Play 2.0. Jeg kan tage fejl, men jeg ville blive meget overrasket, hvis ED får 10 år mere. Der kommer nok et tidspunkt, hvor Star Citizen vil tiltrække de fleste Elite-spillere, og så går det stærkt. Jeg spillede Elite: Dangerous dengang det udkom i 2015, og jeg havde en fed tid med det - men det føltes repetitivt som mange Open World spil gør, så jeg tabte interessen og gik over til energibesparende hardware, der ikke er i nærheden af at kunne trække spil, som ED.

Kommercielt software = innovationspres

Og så er der markedsmekanismerne: Kommercielle closed-source projekter skal hele tiden forny sig selv for at blive ved at lokke folk til. FOSS-projekter har sjældent det pres - med undtagelser - for præmissen for udviklingen er helt anderledes, den er drevet af interesse og ikke udelukkende markedstendenser. Derfor bliver der stadig sat milepæle osv.

Udviklingen på Pioneer går måske ikke så hurtigt, men til gengæld er det fri for måltal og hidsige strategiplaner. Kan du kode og/eller lave grafik, så kan du udvide spillet som du har lyst, og hvis idéerne er på linie med Pioneer-maintainernes.. De forskellige Open Source-projekter har forskellige måder at arbejde på, og du finder detaljerne ved at søge info på deres hjemmeside. Men typisk foregår det ved at hoppe på forummet eller i issue-trackeren og foreslå features. Det er en dum idé bare at gå i gang med en feature, for der kan være andre, der arbejder på det samme. Så det er en god idé at afstemme forventninger med projektejerne først.

Ingen multiplayer, men sjovt alligevel..

Pioneer har ikke multiplayer og vil, ifølge spillets FAQ heller ikke få det, men singleplayer-delen er sjov i sig selv, og faktisk temmelig velpoleret efter mange års udvikling. Jeg håber dog, at udviklerteamet vil genoverveje muligheden for multiplayer eller at nogle forker det (fork = laver en variant udfra samme kodebase). Jeg synes det kunne være vildt fedt at have multiplayer, men singleplayer-delen er også virkelig opfattende, prøv den. Hellere i dag end i morgen!

https://pioneerspacesim.net/

Mens jeg skriver dette, har den sure IMDb horde givet “The Acolyte” 5.6 ud af 10 i karakter. Det svarer nogenlunde til min forventningsniveau. En smule på den lave side. Men ih, jeg synes aldrig rigtig historien om Mae og Oshas konflikt kom i gang. Der gik 4 episoder før vi nåede historiens nøglepunkter, og så var ca. 4 episoder tilbage til at fortælle resten. Det er for lidt, når historien bliver ved med at cirkle tilbage til tidligere begivenheder.

Alligevel håber jeg at serien får sin fortsættelse, for Mae/Osha-konflikten er ret spændende, og jeg vil gerne se mere til den - men.. som jeg ofte har pointeret i tidligere opslag, så mangler der noget lore. Det, jeg synes, der gør Star Wars til Star Wars er, at vi får fornemmelsen, af at vi er en del af den her gigantiske verden, og at der foregår ting udenom hovedhandlingen.

Nuvel, den kataklysmiske begivenhed fra bøgerne sætter en begrænsning for Hyperspace-rejser. Nu siges det jo at Lesley Headland ikke ved, om der kommer en fortsættelse*, men alligevel virker historiens progression så sløvt, at det på mig nærmest virker som om, man har forventet en sæson 2. Hvis den ikke gør, så vil der være et gigantisk plothul, som man måske lapper i en efterfølgende serie.

Det er både godt og skidt at være Star Wars-fan pt. Jeg er helt skruet over med Ahsoka og The Mandalorian.. Men resten, gab. Jeg ved ikke, om jeg skal eje “The Acolyte” på disc, når den kommer, for jeg ved ærlig talt ikke om den har genkigsværdi. Havde også håbet på mere skærmtid til Carrie Anne Moss, eftersom hun blev hypet i de indledende trailers, nærmest som om hun skulle bære serien. Så, ja tak til en Indara spin-off, hvis hun er interesseret :D

Uden at spoile, så bliver persongalleriet udvidet i løbet af finaleafsnittet, så må vi så se, om vi ser mere til det i sæson 2 eller en anden serie i The High Republic-æraen.

Jeg har brugt aftenen i går og lidt af morgenen på at se “Slow Horses”. Det er en spionserie med bl.a. Gary Oldman på rollelisten. Den er simpelthen genial, også selvom om indholdet er set 1000 gange før. Det er samspillet mellem skuespillerne, der hæver serien op, langt over gennemsnittet.

Og så må jeg altså sige, at jeg er godt tilfreds med det nye serieformat, som branchen bruger. 8 afsnit er et godt gennemsnit - for det tvinger skaberne til at prioritere hårdt i indholdet. Spørgsmålet er så, om det bliver ved med at betyde høj kvalitet. Apple rammer ret ret ofte et højt niveau - det kniber for Netflix, Amazon og Disney+ (faktisk så meget, at jeg i hvert fald for nu har valgt et abonnement fra, og afventer de forskellige udgivelser på fysiske medier istedet)

jeg har set mange serier førhen, der var programsat til 22 afsnit, hvor det var det helt vildt tydeligt, når de bare skulle have tiden til at gå - så fik vi stationær handling, og baggrundshistorier. Dem er der mindre tid til at tærske langhalm på nu, og det passer mig glimrende. Det er selvfølgelig også et andet klima nu, hvor der hele tiden skal være fyld på streamingtjenesterne.

Nå, jeg skal tilbage til serien :-)