29. Juni 2024

Reklame-fatigue

Det er helt ubeskriveligt, hvor træt jeg er af reklamer.

De har ikke ændret form i mine 40+ år på denne klode. Man skulle jo ellers tro, at de udviklede sig med tiden, men den mest brugte metode på internettet og i TV er stadig at fyre dem lige i ansigtet på os, eller irritere os midt i en udsendelse. Kom. Nu. Videre. Jeg køber ikke dit produkt, hvis du pisser mig af - jeg laver et aktivt fravalg. Jeg er nok ikke den eneste, der har det sådan.

Jeg synes, det er lidt synd at de kommercielle interesser er nødt til at datamine os langt ind i helvede, for at kunne sælge noget. Det er i mine øjne en dovenskabsmekanik, at man bare høster rævl og krat. Med politikernes billigelse i øvrigt - for EUs cookielovgivning betød i grunden mere “enshittification” af weboplevelsen for brugerne end sikkerhed. Cookie-lovgivningen er så ufatteligt dårligt udtænkt: På papiret - vældig fint. I praksis: Ren hømhøm.

Du kan godt klikke “nej tak” til alt i de cookie notifikationer du møder, men du skal alligevel stole på, at virksomheden, du interagerer med, handler etisk og moralsk korrekt efterfølgende, for man kan ikke nemt trække sine data tilbage.

Jeg føler mig i hvert fald ikke “sikker”, når jeg færdes på nettet. Jeg burde investere i en VPN, men helt ærligt - det burde ikke være sådan, at man skal beskytte sig selv på den måde.

“Sikkerhedsventilen” burde have været implementeret på browser-niveau i stedet for at være op til den enkelte virksomhed. Dine data burde ligge i en del af din browser, og så burde du kunne beslutte hvornår og hvor længe en virksomhed har adgang til de data. Jo, de kunne alligevel vælge at kopiere dem ud og proppe de data i en database til senere datamining, men så begår de en handling, de ikke har din tilladelse til.

Næh, virksomhederne burde faktisk betale for at få dine data - men vi lever i et samfund, der beskytter virksomhederne mere end forbrugerne. Styrkeforholdet er helt forkert. Desværre. Vi har som forbrugere al magt i verden med vores pengepung, men der er for få, der er bevidste om det. Jeg deltager indimellem i spørgeskema-undersøgelser, for jeg vil faktisk gerne hjælpe virksomhederne til at lave bedre produkter og services. Når jeg selv synes, jeg har lyst til at afgive data (som mine svar jo også er)!

Apropos websites: Jeg har lige klikket på en cookie-notifikation, hvor der var 1522 interessenter, der ville få mine data, hvis jeg takkede ja. Altså er det ikke så få steder, der får informationsbidder. Nej, det svarer faktisk til en mindre dansk landsby. Lad os lige dvæle ved den tanke… En mindre dansk landsby. Hm.

Så kan jeg hoppe hen på et nyt website, og så starter hele møllen forfra. Jeg besøger vel 5-10 websites i løbet af en dag, så det er denundenfløjtemig ikke så få adfærdsdata, jeg får afsat. Er der egentlig kvalitet i de data, de høster? Det tvivler jeg stærkt på, for jeg synes ikke, produkterne bliver nævneværdigt anderledes eller bedre. Der er nok snarere tale om en markedsføringsindustri, der prøver at holde sig selv relevant.

Broken beyond repair

Nej, det internet du kender, er “broken beyond repair”.. Hvis ikke virksomhederne kan klare sig uden den datamining, så er mit postulat, at deres produkter simpelthen ikke er gode nok. For i så fald ville jeg som forbruger automatisk kigge forbi biksen. Jeg ved, at en del af markedsføring handler om “priming” og “nudging”, altså at jeg som forbruger skal sendes i en bestemt retning i min bevidsthed, der til sidst ender med et køb.

Jeg kan - nu jeg tænker over det - ikke mindes, at have købt noget på baggrund af en reklame på nettet. Jeg er måske blevet bekendt med et brand, men de skal stadig lave fodarbejde for rent faktisk at få mig til at købe det produkt, de prøver at sælge - og der fejler mange, fordi det ikke lykkes at skabe den troværdighed, det kræver.

Med et internet, der er broken… Lad de kommercielle interesser beholde deres, mens vi sammen bygger et nyt - et sted for mennesker. Du ved nok allerede, hvor jeg vil hen. The Fediverse.

Et separat internet

Den eneste måde, vi kan komme omkring problemet på, at at lave et “alternativt internet”, som tilbyder de samme services, som det kommercielle internet. Der har vi jo så allerede The Fediverse. Og der findes allerede en masse tjenester, men vi er nødt til at blive ved med at udvikle det - så skal folk nok kigge forbi på et tidspunkt. Du kan kigge på mit site Fediverset.dk, hvis du vil se, hvad der findes. Jeg forsøger at lave en slags vejviser - naturligvis med det formål, at jeg håber du vil dykke dybere ned i det og f.eks hilse på de andre danske brugere i den danske del af Fediverset.

Mastodon, der er det mest kendte social media-netværk i The Fediverse har slet ikke algoritmer, der op- og ned prioriterer bestemte indlæg, dem fra dine favoritpersoner eller reklamer og politik, som det er tilfældet på f.eks Facebook.

Jo mere, jeg fordyber mig i The Fediverse, jo mere finder jeg ro, for jeg fjerner mig fra reklamehelvedet, og jeg skal ikke hele tiden tolke på det, jeg læser: Er det en reklame, eller et reelt opslag? Er jeg på de traditionelle sociale medier, så er min hjerne konstant på vagt. I Fediverset oplever jeg generelt smalltalk omkring dagligdagsemner og det er en udvikling, jeg synes er fed, for så kan man koncentrere sig om det ægte.

Det betyder så også, at man er nødt til at bruge “liste”-funktionen mere aktivt på Mastodon, så man fortrinsvist får indlæg vist fra dem, man helst vil se indlæg fra. Hvis nogen videredeler et indlæg på din væg, som du ikke vil se, kan du slå videredeling for den person fra. Det betyder så, at du kun får opslag, som personen selv slår op.

Fediverse-servere kan selv vælge, om de vil defedere (fjerner kontakten til) resten af serverne i netværket, så hvis nogen vælger at fylde dit feed med “snask”, så kan server-admin vælge at slå det fra. En god server-admin spørger selvfølgelig sine brugere inden andre servere defederes.

Ah, mere kvalitet.

26. Juni 2024

Star Wars: The Acolyte, S1E5

… Var en behagelig overraskelse - selv på IMDB er horderne af Acolyte-hadere blevet formildnet.

acolyte-ratings-s1e5.png

Kilde: https://www.imdb.com … tings/?ref_=tt_ov_rt

25. Juni 2024

OMAKUB - For the love of Linux

Bag det interessante navn findes et setup, der gør din Ubuntu 24.04 klar til udvikling.

Det er ikke en distribution, men et install-script, der lægger sig oven på Ubuntu 24.04.

Bag setup’et står David Heinemeier-Hanson, grundlæggeren af Ruby On Rails + vild Le Mans-racerkører - og han er skiftet fra Apple til Linux … Og det er skægt, for David og Macs nærmest har hængt sammen som ærtehalm siden han startede udviklingen af Rails og Basecamp sammen med Jason Fried i 37signals.

Jeg er spændt på, om DHH hænger ved, eller om han møder for mange roadblocks ifm. skiftet, så han evt. hopper tilbage til MacOS. Det håber jeg naturligvis ikke, fordi jeg tror og håber, at hans interesse for feltet kan betyde, at flere tjekker Linux ud. Der har vi mennesker jo sommetider en flokmentalitet, der gør, at vi lige indimellem skal bruge nogle andre, til at validere at noget er værd at bruge tid på. Og jeg tror mange Mac-brugere spørger, hvorfor de skal bruge tid på Linux, indtil de så selv mærker de restriktioner, Apple pådutter dem enten direkte eller indirekte.

OMAKUB kan også puttes på en Ubuntu i en virtual maskine, hvis du ikke er helt klar til at skifte.

Installationsmetoden af OMAKUB er interessant og veludført - faktisk så mener jeg, at 90% af de respins af distroer, du finder på DistroWatch, kunne have været distribueret på denne måde istedet for at lave en hel ISO ud af det. Supercool! Jeg tror egentlig lige, jeg forker projektet og laver mine egne tilpasninger. Og OMAKUB-repo’et er sirligt organiseret, så det er ret nemt at følge hvad hver enkelt script gør.

Sidenote: Jeg har kigget på Ruby og Rails ad flere omgange. Det er sjovt, men jeg tænkte dengang, at code scaffolding var det mest bøvlede, jeg nogensinde havde set. “Lad mig da køre mine SQL-scripts i fred”, tænkte jeg - for jeg ville vide, hvad der foregik, og synes at db-migreringsprocessen var spooky. Det viste sig jo så, at være ret overskueligt alligevel - og nu vil jeg helst ikke undgå den slags CLI-tools, fordi det sparer tid og jeg er “tåsset” med, at jeg kan definere database-stuff i kode.

Rails var skyld i, jeg lærte om MVC-designmønstret i sin tid. Og jeg synes stadig den form for kodeseperation er noget af det fineste, der eksisterer, fordi det er så tydeligt, hvad der foregår (hvisker… Separation of Concerns). Skæbnen ville, at der ikke fandtes/findes nogen Ruby-hosts i DK, så jeg nåede aldrig videre. Men når jeg læser Ruby-kode, så kan jeg godt forstå, hvorfor så mange er begejstret for sproget og Rails. Nu - mange år senere - har vi alle mere eller mindre nem adgang til cloud-servere, så måske skal jeg kaste mig over Ruby og Rails igen?

Links

https://github.com/basecamp/omakub
https://rubyonrails.org/
https://ddh.dk/

23. Juni 2024

OpenSwoole - yes, PHP kan være lynende hurtig

PHP er måske et fortolket sprog, men det kan være lynende hurtig, under de rette forudsætninger. Tag f.eks OpenSwoole. Det er et framework, der booster ydelsen på din asynkrone og non-blocking kode, hvilket øger ydeevnen betragteligt. Det giver måske ikke så meget mening i et lille setup, men det er godt at have i baghånden, hvis man pludselig en dag skal skalere sin applikation op.

Det er bemærkelsesværdigt, at frameworket ikke befinder sig ret langt ydelsesmæssigt fra ASP.NET MVC i benchmarks på Techempower. Knapt så overraskende, at så mange Rust-frameworks ligger med i front.

Open Swoole er en PHP-extension skrevet i C/C++, så det spiller pænt sammen med Apache/nginx, og du kan undgå at bruge PHP-FPM-modulet. Det betyder så også, at du nok ikke skal gøre de store forhåbninger om at bruge det hos en shared host, men virtual private servers kan også fås til en overkommelig pris i dag, hvis man kigger mod udlandet.

https://openswoole.com/
Benchmarks

Vil du have et andet alternativ er der….
(og her var tidligere en passage om Facebooks HHVM virtuelle maskine/Hack programmeringssprog - det viser sig at projektet er dødt.)

21. Juni 2024

BBC udgiver jubilæumsudgave af Hitchhikers

I anledningen af 30 års jubilæet for “Hitchhikers Guide To The Galaxy” har BBC lavet en browserudgave af det tekstbaserede eventyrspil. Og, ja nemlig. 42. Tallet giver mening, hvis man har læst bogen ;)

Link til spillet hos BBC