Edit: Jeg kan se, at nedenstående indlæg fremstår ret rodet - der var mange ting at samle i en sammenhæng. Pointen var, at lave en slags “state-of-the-union” samtidig med, at jeg flettede mine egne oplevelser ind. jeg er overhovedet ikke religiøs, men jeg vil alligevel folde mine hænder og håbe på forbedringer fremadrettet (haha, ja både vedr. min komposition af tekster og samfundet generelt.)
Prelude
Jeg vil skrive et indlæg om, hvordan det er, at have et handicap i 2023, kontra hvordan det var i 1980′erne og 90′erne.
Teenage-Simon var superoptimist. Jeg var dengang skråsikker på, at det handlede om 5-10 år, før vi kunne rulle ind i tog og busser, samt at det ville være supernemt for den næste generation at uddanne sig og få job, fordi samfundet ville være mere modent, og i højere grad anerkende folks forskelligheder som en naturlig ting.
Ligesom de flyvende biler i Anders And-bladene blev virkeligheden en ganske anden.
Uddannelseshistorik
Vi var vitterlig ikke mange med handicap i Folkeskolen i 1980′erne og på Handelsskolen i 1990′erne. I folkeskolens små klasser var vi to, men der gik ikke så længe, så var der kun mig tilbage. Jeg har sidenhen tænkt, at vi nok var en slags prøvekaniner for “inklusion” allerede inden ordet eksisterede i skolesammenhæng.
Man prøvede også i 4.-7. klasse at inkludere børn med DAMP, som ADHD mv. vist blev kaldt dengang? De forsvandt dog hurtigt til andre tilbud, så det kan undre mig, at man prøver igen her i 2020′erne.
Efter folkeskolen og HHX uddannede jeg mig til mediegrafiker og datamatiker. Heller ikke der, så jeg folk som jeg selv i kørestol. Jeg husker en enkelt. Jeg ved godt, det ikke er repræsentativt, hvad jeg som ene person har observeret, men det var trods alt uddannelser i byer som Randers og Aarhus, hvor vi var mange forskellige typer mennesker samlet, så det undrer mig faktisk, som jeg skriver dette, at jeg ikke kendte til flere med f.eks Cerebral Parese.
Fælles for samtlige uddannelser, jeg har været på, var, at jeg havde en fed tid, for jeg havde nogle fantastiske klasse-/studiekammerater og undervisere, som fandt min tilstedeværelse naturlig, og evnede at se forbi mit handicap. Det var ret få ting, jeg ikke kunne deltage i. Men der blev trukket meget på mine klassekammerater, når jeg f.eks skulle hjælpes ind i en bus eller forcere nogle trapper. Det gjorde de uden at kny, jeg tror næsten, de synes det var sjovt, og samtidig faldt det dem naturligt at jeg skulle med - også selvom ungdomsklubben lå i kælderen.
Jeg har sidenhen hørt om andre børn og unge med handicap, der er blevet mobbet i løbet af deres skoletid, og det viser lidt om, at vores oplevelser af uddannelsesforløb er meget forskellige.
Det var - i grove træk - min oplevelse af mit uddannelsesforløb, hvordan ser det så ud i dag? Her følger summen af, hvad jeg ser i nyhedsstrømmen…
Besparelser, besparelser, besparelser
Dengang jeg gik i folkeskole eksisterede ordet “inklusion” ikke, men i dag er det blevet det fænomen, der bruges til at putte børn med f.eks ADHD og Aspergers ind i folkeskolen. De har brug for støtte, faste strukturer og ikke mindst ro. Det lyder ikke lige som noget, der kendetegner en folkeskoleklasse med 25 elever?
Manglen på ro og struktur betyder også, at mange børn med f.eks ADHD og Aspergers mistrives, fordi skolen simpelthen ikke kan håndtere deres individuelle behov, og det resulterer i, at barnet ikke kommer i skole. Med til historien hører også, at det er den afgivne folkeskole, der skal betale for en elevs specialskoleophold, så man kan nemt forestille sig, at nogle elever får billigere tilbud i folkeskolen, hvor de havde været bedst tjent med et andet tilbud.
Ventetid på SU-handicaptillæg
Så springer vi frem i tiden.. Personen med handicap er nu klar at springe videre ud i livet. Går man i gang med et studie er der pt. udsigt til, at du kan vente længe på SU-handicaptillæg**. I den forbindelse er der med garanti en del, der må optage lån i banken (hvis de kan..), eller søge økonomisk hjælp fra f.eks familien, hvis ikke de skal blive sat på gaden.
BPA-ordningen beskæres
For mange voksne med handicap har BPA-ordningen været en livline til samfundet, siden den blev opfundet i 70′erne. Bliver man tilkendt ordningen, skal personen, der får ydelsen selv agere arbejdsgiver for et hjælperteam, som vedkommende selv ansætter. Og nu beskæres folks BPA-hjælp i en grad, så de ikke får mulighed for at tage en uddannelse, og derved blive delvist selvforsørgende. BPA-ordningen er dyr, det kan man ikke løbe fra, men alternativet lader til at være hjemmehjælp, og så skal du skemalægge dine toiletbesøg på bestemte tidspunkter, det låser dig til dit hjem. “Jeg kan sgu ikke lige spise med til aften, for jeg har en aftale med toilettet kl. 17, og jeg skal i øvrigt i seng kl. 23”? Hvordan går det i spænd med evnen til at leve frit?
Fremskridt?
Personer med handicap får fjernet rettigheder og får begrænset sine levevilkår stort set hver gang ordet “reform” nævnes. I stedet burde vi kunne se fremskridt. Det har vi krav på, ligesom alle mulige andre mennesker. Vi er levende, tænkende individer, vi har krav på samme accept og respekt som alle mulige andre. Det burde ikke være nødvendigt at pointere i 2023.
Alligevel er vi i medierne af politikere igennem tiden blevet omtalt som “gøgeunger”* og “udgifter”. Det er under lavmålet, særlig når det kommer fra nogle, vi har valgt til at repræsentere befolkningen. HELE befolkningen vel at mærke. Det er i sig selv mærkeligt at blive out’et på den måde af kropskapable personer.
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - VIVE - nævner i en ret ny rapport omkring beskæftigelsen (”Handicap og beskæftigelse 2021”, side 23), at der er ca. 810.000 mennesker ml. 16-64 år med et større eller mindre handicap i Danmark. Så vi er altså flere end man skulle tro, og det er endda fraregnet børn og unge under 16 år, samt ældre over 64. Så det er mange mennesker, man IKKE ønsker at forbedre livsvilkår for.
Skal vi nu i gang med sprogsaneringen igen?
Må man så ikke stille sig op og pointere, at udgifterne er høje på et bestemt område, som finansminister Wammen gjorde for nylig? Det er jo ligesom en finansministers job? Selvfølgelig må man det - og jeg tror heller ikke Wammen gjorde det af ond mening. Men det er snarere summen af det systemiske menneskesyn, der hviler på os som gruppe, jeg og andre har det stramt med.
Det er jo ikke nyt, at vi fra politisk side ønskes hen, hvor peberet gror, når der bliver indblandet økonomi. Det er bare sjældent set så tydeligt eller rettere… ikke særlig synligt.. I stedet undlader politikere at tale ting op og prioritere ressourcer. Og det er der, jeg er så skuffet - for jeg er ca. halvvejs igennem livet nu, iflg gennemsnitslevetiden for mænd nu, og der er sgu ikke meget fremgang vi har mærket, tværtimod. Det er ren symbolik i de fleste tilfælde.
Det offentlige Danmark taler meget nødigt om, hvordan man kan gøre fremtiden bedre, for vi må helst ikke koste noget. Forbedringer kommer sådan drypvist - og der er langt imellem. Retorikken er hård, man sidestiller f.eks folkeskolens økonomi med specialskolen, og retfærdiggør besparelser ved at sige, at specialskolen tager ressourcer fra folkeskolen. Man behøver ikke være økonom for at kunne se, at den fremstilling er dybt unfair.
Uanset, så er vi meget langt fra det, Danmark forpligtede sig til ved ratificeringen af FNs Handicapkonvention i 2009, nemlig i grove træk kontinuerlig udvikling. Vi ser afvikling. Så, jeg må spørge… Tilsluttede man sig i virkeligheden aftalen for et syns skyld?
Det lader det til, og det kan man sgu ikke være bekendt.
Artikel 1, Handicapkonventionen:
“Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed. Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.”
Links:
* Kristeligt Dagblad: Handicappede vil ikke kaldes gøgeunger (2010)
** DR: Studerende med handicap er under stort økonomisk pres
DR Deadline: Undskyld, vi er her
FNs Handicapkonvention
—
Skoleliv med ADHD
Skolebørn.dk: Børn tabes i systemet og forældrene lades i stikken
Monica Lylloff: Det 20. århundredes socialpolitik er et sort kapitel i Danmarkshistorien, og vi er ved at gentage den
Rigsrevisionen 2022: Beretning om forvaltning af handicapområdet
—
Nye tal fra VIVE: Flere mennesker med handicap kommer i job
Instititut for Menneskerettigheder: Retten til uddannelse
DR: Fejl i handicapsager
TV2 Østjylland: Simone og Berit fejler det samme, men de får langtfra samme hjælp
—
DH om Økonomiaftale: En fuckfinger til handicappede
Forfatter: Stigende handicapudgifter er propaganda (2016)
Alvorlige barrierer for kunstnere med handicap
Handicappede Lars mister frihed