Simon Justesen

Ikke uventet en sønderlemmende kritik til Danmark i rapporten omkring hvordan det går med implementeringen af fremskridt i henhold til FNs Handicapkonvention. FNs Handicapkomité peger på at udviklingen generelt går tilbage på mange områder.

Lempede regler for brugen af magt og tvang på bosteder og i psykiatrien, fejlende inklusion i folkeskolen, forskel på serviceniveau fra kommune til kommune er noget af det, kritikken går på. Og særligt det faktum, at der intet er gjort for at bringe FNs Handicapkonvention ind i lovgivningen. Det er et politisk valg anført af Socialdemokraterne og en række blå støttepartier. Delegationen fra Danmark gentog i store træk hovedlinierne fra nej-partiernes argumenter i betænkningen til Beslutningsforslag 238 B238 folketingsåret 2020-21

Danske Handicaporganisationer har skrevet en artikel på baggrund af FNs Handicapkomités anbefalinger:
https://handicap.dk/ … skarp-kritik-danmark

Jyllandspostens artikel om emnet

Mit synspunkt

Det kalder på MANGE forbedringer, som både FNs Handicapkomité noterer sig. Men med 40+ års erfaring med et handicap, kan jeg jo nemt se, at vi lever i et samfund, hvor politikere og embedspersoner ikke har den fornødne fokus og perspektiv til at få tingene til at ske. Der bliver sparet alle steder - hver gang man skal i kontakt med det offentlige, så har man været i gang med reformer, der forringer mulighederne. Man er rigtig god til at lave kasseeftersyn, mens det kniber den anden vej aka “hvilke muligheder er der?”.

Det er et problem, at der er det hyperfokus på udgifterne. For hvis man vil konvertere udgifter til indtægter, de steder man kan, så må man investere - i samfundet, i mennesker. Det koster måske på den korte bane, men lønner sig på den lange.

Dermed må det offentlige de også lægge sig i selen for at bane vejen til bedre inklusion i samfundet via f.eks bedre lovgivning og hurtigere hjælp. Det ER svært, at proppe en person med et handicap i de rette samfundskasser, alene Cerebral Parese som er mit handicap, kan klassificeres i mange grupper, og nogle er mere plejekrævende end andre, ergo kan man ikke bare regne med, at alle kan klassificeres ens. Men svaret er jo så IKKE at lave samfundskasserne så snævre, at folk falder udenfor.

Men uanset, samfundet får ikke plusser på kontoen ved at gå med lasseiz-faire.
Forældre har svært ved at få tabt arbejdsfortjeneste, når deres barn med handicap skal have ekstra støtte.
Og den fejlslagne inklusion af børn med handicap i folkeskolen rammer familierne. Hvad gør det ved familiernes vilkår, når de har svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen?

Artikel: Organisationer: Forældre må ikke syltes, når de søger tabt arbejdsfortjeneste

“Og af dem svarer 76 procent, at den fejlslagne inklusion i høj grad påvirker familien negativt. Det er for eksempel flere konflikter med barnet, skænderier med sin partner, manglende tid til søskende, skilsmisser, isolation eller problemer ifm. jobbet.”

Undersøgelse:
Ny DH-inklusionsundersøgelse: Dårlig inklusion rammer resten af familien (Artiklen er fra Okt. 2023)

Som det ses er det en dårlig investering for samfundet, ikke at give forældrene og børnene nogle ordentlige rammer. Tager jeg arbejdsgiverhatten på, så vil man jo gerne have at de yder optimalt på jobbet - det kræver, at livet hjemme er i balance. Her skal samfundet ikke være en stopklods, som det er tilfældet i dag.

Det går fremad på uddannelsesområdet i forhold til, hvor mange med handicap, der tager en uddannelse. Men der er store frafald for nogle elevgrupper og studier viser, at fremdriftsreformen presser de unge med handicap, fordi den tilskynder at man skal færdiggøre sin uddannelse indenfor et bestemt tidsrum, som man med et handicap måske har svært ved at honorere f.eks at sygdom der gør, at man ikke kan følge undervisningen i perioder.

Undersøgelse: Uddannelse og unge med handicap i tal (2022)

Og så er vi jo inde i en periode, hvor kommunerne skal spare. Det første greb, man typisk laver, er at fjerne eller forringe dagtilbud. Det er kontraproduktivt for alle mennesker. Kommunerne skyder skylden på staten (når de ikke brokker sig over udgifterne på socialområdet), og staten (regeringen) skyder tilbage, og nævner at de har fået 3 mia. mere i 2025. Men det er jo altså 3 mia. der skal dække mange års oparbejdet efterslæb.

https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2024/maj/stoerste-loeft-af-kommunernes-oekonomi-i-mere-end-15-aar-aftale-giver-mulighed-for-markant-loeft-af-velfaerd/

Overskriften på finansministeriets pressemeddelse hedder da også “Største løft af kommunernes økonomi i mere end 15 år – aftale giver mulighed for markant løft af velfærd”. Jeg ved ikke, hvor meget der er spin, men lad os da bare prøve at være optimister. Jeg har lagt min partikasket her, for jeg synes et løft af socialområdet og handicapområdet er noget alle burde kunne blive enige om, for hvem kender ikke en person med handicap, som de gerne vil se trives? Det kræver jo altså, at samfundet har lyst til at prioritere trivslen.

Jeg kom igen, ud af en tangent.. Men det hænger jo sammen det hele. Jeg ved naturligvis ikke hvordan man bare lige fixer det hele, men det starter med nogle folk, der udviser vilje til rent faktisk at lave positiv forandring. Der er for mange negativt rettede pile, som tingene står lige nu. Vi har brug for folk, der siger: “Nu kigger vi lige op fra regnearkene og ser, hvordan vi skaber sammenhæng”. Så kommer balancen måske henad vejen - vi kan ikke bruge de der panikbesparelser til ret meget.

Her i weekenden brugte jeg en del af tiden på at se streamen fra mødet i FNs Handicapkomité. En delegation fra Danmark, Grønland og Færøerne skulle til eksamen ift. hvordan man har arbejdet med FNs Handicapkonvention de sidste 10 år. Og det blev en pinlig forestilling.

Det er en maraton på 6 timer, delt op i en pause efter de første 3. Jeg mangler faktisk at se de resterende 3 timer, og jeg magter simpelthen ikke at se resten. Men jeg bliver nødt til at se det… Jeg bliver så frustreret over, at den danske delegation ikke har bedre svar - ovenpå det, der burde være 10 års fremskridt - i stedet kommer der “en sang fra de varme lande”. FNs Handicapkonvention blev tiltrådt i 2009, så vi burde kunne mærke effekten af fremgang nu, hvis det var det, der var hensigten. Næste år træder EUs tilgængelighedsdirektiv i kraft, men jeg tror egentlig mest på, det bliver mødt med forhaling a’ la vandrammedirektivet.

Hvad gør vi egentlig så, når man i grunden ikke gider os? Kan vi få bloktilskud, og så selv disponere over pengene? Jeg drømmer om et handicapministerium, der kun arbejder for fremskridt. Hvor der sidder mennesker, der har lyst til at gøre en positiv forskel for en “kundegruppe” hver evig eneste dag, og har en pose penge, der er øremærket netop det. Fremfor alt en plan, der med målepinde, der bliver ført ud i livet. Hvis sådan en eksisterer, så er det meget få, der har set den. Vi er jo altså mange, hvis man tæller små og store handicaps, fysiske såvel som psykiske. Jeg synes både staten og kommunerne trænger til at holde op med at prøve at male skønmalerier, og så rent faktisk investere i mennesker med handicap for at vende den negative tendens med de stigende udgifter.

Det er meget sigende, at FNs Handicapkomité en time inde i 1. del af mødet (link i bunden) spørger ind til de konventionsmæssige tilbageskridt, så er der næsten ét minuts tavshed. Det er lyden af resignation. Du kan i øvrigt finde handicaporganisationernes kritikpunkter og anbefalinger i en samlet rapport her.

Svaret blev dybest set, at konventionens bestemmelser var for bred og “fluffy” til lovgivningen, men det er bare en dårlig undskyldning. Det dækker over, at man ikke vil udvide vores retsstilling. Når andre lande kan inkorporere handicapkonventionen i lovgivningen, så kan Danmark naturligvis også. Og faktum er jo, at skiftende regeringer ikke er lavet en pind, som f.eks den tvær-sektorielle handleplan for handicapområdets udvikling.

En handleplan, man har pligt til at lave for at opfylde konventionens bestemmelser. Komitéen blev træt af at vente på den, spurgte ind til den i 2021, men der afslog staten at foretage sig yderligere, fordi “det ikke gav mening” (mødets 1. del, 1t og 5m inde i streamen - link i bunden)

Og når der så svares, så er det svar, der resonerer med SVM-regeringens generelle holdning: Vi er for dyre. Læg mærke til, at mødeleder studser over, man har sat økonomi øverst i sit svarskrift. Men i den fortælling om det forfatteligt dyre handicapområde hører jo også med, at det offentlige i de sidste især 15-20 år ikke har bekymret sig synderligt om fremgang. Det har været reform på reform, der ude i virkeligheden indeskrænker de muligheder, en person med et handicap, og dennes familie har for at leve et godt liv. På et eller andet tidspunkt skærer reformerne så dybt, at det påvirker andre områder.

Området eksisterer, men holdes på “life support”, og mange oplever at få deres støtte beskåret kraftigt. Det vel at mærke på et tidspunkt, hvor vi hører “det-går-åh-så-godt” for dansk økonomi, så der er i hvert fald noget, der ikke hænger sammen.

Det er stadig svært for personer med handicap at uddanne sig og få et job - eller svært at få den rette hjælp til sit barn med handicap, hvis man er forælder. Når kommunerne sparer, så forringes dagstilbud, og det går ud over menneskers daglige trivsel. Så det er jo ikke så sært, at pilen vender nedad. Det er ikke svært at forestille sig, at en person eller en famile, der føler at livet er op ad bakke, er i risiko for at komme i kontakt med psykiatrien. Det burde ikke være samfundet, der skubber personer i den retning, men det sker jo, når folk ikke får den rette hjælp. Læg dertil, at fordi systemet er indrettet sådan, at den ene “kasse” er uafhængig af den næste, og så ser man ikke effekterne, såvel positive eller negative, så de penge man sparer et sted, kan meget bare blive flyttet et andet sted hen.

Hvad bliver SVM-regeringens eftermæle? Det er et godt spørgsmål… Den fortsatte kursen fra da Mette Frederiksen havde en mindretalsregering. Den fandt sine flertal hos partier, der helst ville holde handicapområdet på status quo. Det skønnes, at i omegnen af 450.000 danskere* har et handicap i større eller mindre grad, så det er en pæn mængde mennesker, man nødigt formulerer politik for. Det svarer næsten til indbyggertallet i Aarhus Kommune.

Husk at det til enhver tid er politikerne og embedspersonerne, der sætter rammerne for vores muligheder, og når der som her er mange års “holden tilbage”, så vil resultatet være negativt. Så når du hører en politiker sige, “Jamen vi har jo lige afsat x antal millioner til at rette op”, så kan det aldrig gøre op for de efterslæb, der har været de foregående år. Det vil være et Batman-plaster på såret, indtil man finder frem til de indsatser, der virker.

Er der nogensinde penge nok? Næppe, men prøv at overvej, hvor mange penge, der bruges til assistance-funktioner, direkte og indirekte, som f.eks når DSB skal tilkalde liftassistance fra en ekstern leverandør til togrejser. Det er bare et område af mange, hvor man kunne spare en udgift, hvis der blev tænkt tilgængelighed. Og den positive afledte effekt ville være, at du ville få flere pendlere med handicap, der kan arbejde i hele landet. Måske bliver bedre tilgængelighed en realitet med de nye elektriske togsæt, men jeg tillader mig at være lidt skeptisk, indtil jeg ser det fungere.

Jeg forstår godt, hvis kongerigets udsendte delegation synes, det var rigtig irriterende at sidde der, og blive grillet i FNs Handicapkomité. De lignede da også nogle, der helst ville være et andet sted. Det er mange års lassaiz-faire holdning til handicapområdets udvikling i både staten og KL, der blev lagt på bordet her.

Hvordan kommer vi videre? Det er svært at se løsninger, når man ikke bakkes op ad systemet. Jeg ved, der er progressivt tænkende mennesker derude, kom frit frem!

Nu går der 2-3 uger, så vil FNs Handicapkomité komme med anbefalinger.

Links

UN WebTV: 1. del af mødet i FNs Handicapkomité
UN WebTV: 2. del af mødet i FNs Handicapkomité

DR: Danmark skal op eksamen i FNs Handicapkonvention
*Danske Handicaporganisationer: Fakta om handicap
DH sender rapport til FN-komité, inden Danmark skal til handicapeksamen

Arbejderen: Mens statskassen bugner, skærer kommunerne dybt i kernevelfærden

Videnscenter om Handicap: Her er beskæftigelsesbarriererne for mennesker med handicap
TV2: Families liv blev vendt fuldstændig på hovedet, da datteren fyldte 18 år

Ja, det her er så en af de trælse opdateringer (teksten indeholder spoilers).

Netmediet Deadline skriver, at der ikke kommer en sæson 2 af The Acolyte. Så vi får altså heller ikke en pæn afslutning. Det er den første Star Wars-serie, man skrotter før tid. Hvor vildt er det lige? Og hvad ville George Lucas sige? Fraregnet Holiday Special så var Star Wars i hænderne på ham garanti for kvalitet. Det er bestemt noget andet under Disney, og jeg synes, de skal skrue lidt ned for spredehaglene og så lave kvalitet.

Hvis du har fulgt bloggen har du nok fornemmet, at jeg virkelig prøvede at kunne lide Star Wars: The Acolyte. Den var interessant, fordi den havde potentialet til at starte noget nyt, men i forhold til klassisk Star Wars var den simpelthen for langsom og kedelig. Historien og persongalleriet var ret tyndt, nogle koncepter introduceres, og så er vi videre i næste splitsekund. Der blev brugt abnormt lang tid på tilbageblik.. Det gik de første 4 afsnit med. Selv handlingen fra Fase 1 af High Republic-bøgerne ville være mere interessant at filmatisere.

Deadline.com: ‘The Acolyte’ Canceled: No Season 2 For Disney+’s ‘Star Wars’ Series

Negativ aura

Jeg tror også, serien bliver ofret pga. den negative aura, den bar med sig. Men det finder vi nok aldrig ud af, for topledelsen sniger sig nok udenom at kommentere på de direkte årsager. Den blev fra start beskyldt for at være “woke” - selvom castet afspejler egentlig blot samfundets reelle sammensætning. Negative reaktioner fra “fans” får generelt sindsygt meget spalteplads i medierne, og det booster jo desværre deres rækkevidde, fordi medierne eeelsker negativitet. Det sælger.

Kan vi for fanden ikke bare få lov til at nyde, at der er Star Wars omkring os alle vegne. Det rager mig en fjer, hvad “det sure internet” synes (ja, se nu røg jeg med på vognen). Hvis nogen har et problem med diversitet, så er det dem, den er gal med. Punktum. Jeg vil se serier, der afspejler virkeligheden i samfundet, ikke en omgang sminke, som det har været kotyme førhen.

Lad det være sagt med det samme: Som person med et handicap, synes jeg, det er fedt, vi overhovedet snakker diversitet, for der er noget at arbejde med, hvis samfundet skal være for alle. Vi lærer kun at acceptere hinandens forskelle, hvis vi eksponeres for dem, og lærer, at der intet “farligt” er. Vi burde i virkeligheden snakke “normalisering”, altså at man ikke sondrer mellem f.eks handicap og ikke-handicap.

“Woke-dagsordenen”, som kritikere kalder diversitetsdagsordenen, har stort set været en fast del af pressedækningen omkring The Acolyte, selv i anmeldelser - så er det svært bare at koncentrere sig om selve serien. Diversitetstænkning er vigtigt, men det kommer til at fylde for meget, hvis det skal følge enhver film- og serieproduktion. Kørestole går i øvrigt skidt med al det sand, der er i Star Wars, så jeg er sådan set meget på linie med Anakin Skywalker, som jeg ved ikke er så vild med sand. Ergo, det giver ikke mening at have en kørestolsbruger med på en ørkenplanet i Star Wars, medmindre kørestolen kan svæve.

Der er intet som film og serier, der kan bryde nogle fordomme ned, hvis det er værkets motiv. Men det er meget tidstypisk for 2020′erne, at der er et hyperfokus på, hvordan skuespillersammensætningen er. Jeg så også gerne flere med handicap i produktionerne, men lad nu være med at forsøge at presse det kunstigt ind i en film- eller serieproduktion, fordi man føler, man skal. Folk reagerer negativt, hvis de føler, tingene bliver stoppet ned i halsen på dem, og der var Acolyte i vælten fra dag 1, fordi diversitet blev et tema, der blev ved med at komme op - i meget negative vendinger. Byg historiefortællingen og rollerne op omkring diversitet, så det føles naturligt.

Negative anmeldelser

Jeg lægger mærke til, at medier ofte citerer Rotten Tomatoes og IMDb som baggrund for de dårlige seertal - men læser du de negative reviews på særligt IMDb, så er der ikke meget kød på kritikken. Nuvel, vi er ikke alle lige så lyriske som EBs Thomas Treo (sarkasme kan være anvendt), men alle bør kunne begrunde deres holdning, ellers så er det jo bare et udsagn uden dybde.

Det ændrer dog ikke ved, at The Acolyte var en tynd kop te. Det er ikke spændende med Jedi omkring hvert et gadehjørne. Det fede var jo, at de i Skywalker-sagaen var nærmest mytiske. I bagklogskabens lys, så synes jeg “faresignalerne” dukkede op, da et af seriens trækplastre, Jedi Master Indara dør allerede i begyndelsen. Indara bliver spillet af Carrie-Ann Moss, som blev hypet helt vildt i trailer-materialet. Og Jedi-slagteriet fortsætter á la Game of Thrones’ Red Wedding, så du når ikke at knytte dig til de karakterer, der skal bære serien. Amandla Stenberg (Osha/Mae) har power nok til at bære serien selv - men jeg sad hele tiden og sammenlignede den med den nye trilogi: Star Wars VII-IX og Daisy Ridleys Rey. Jeg tror simpelthen denne historie kom for tidligt ud, for de mindede bare om hinanden på mange punkter.

Ak ja. Der kommer andre Star Wars The High Republic-serier. Skeleton Crew kommer 3. december, og den ser interessant ud. Det er mest en børne/ungdomsserie tror jeg, men jeg bliver aldrig voksen, så selvfølgelig skal jeg se med - når den ender på Blu-ray i sin fulde længde. At vente på serien på fysiske medier er det eneste værn, vi har imod at spilde tid på halvbagte, ufærdige serier.

Repræsentanter fra SVM-regeringen skal d. 23. august 2024 stå skoleret for FNs Handicapkomité - det bliver satme ikke sjov, for udviklingen er gået i stå, og på nogle områder gået tilbage. Men mon ikke man får sneget sig udenom ved at love en masse, som man så alligevel ikke holder?

Jeg bliver 50 år om ikke så forfærdentlig mange år, og jeg synes det er uhyggeligt at se, hvor lidt fremskridt, der har været på handicapområdet henover årene. Hvor jeg var optimist i forhold til, at vi kunne udfolde os, da jeg var ung, så kan jeg se det stik modsatte: Personer med handicaps og deres pårørendes levevilkår bliver indskrænket nærmest dagligt. Kommuner og staten bruger hinanden i sådan en slags cirkulær ansvarsfraskrivelse, når de skal forklare, hvorfor det er nødvendigt ikke at rette op på de efterslæb, der findes. Husk, at når du hører i medierne, at en ydelse beskæres, så er det kulminationen på mange års løbende forringelser, og ikke bare en tilpasning i nuet.

Alle har krav på at mærke, at deres liv bliver bedre, men som tingene står, så er dem, der kan klare sig selv i forvejen, der oplever den slags. Vi har fået et elitært samfund, der kun bekymrer sig om, hvor godt de stærke klarer sig. Det er en hul sejr at være et af verdens rigeste samfund, hvis man ikke evner empati. Og når jeg ser politkere og embedspersoner skælde ud på handicapområdet for at være for dyrt, så er det netop, fordi der er sket et værdiskred, og det er ikke til det bedre. Det er dybt pinligt at se velbjærgede politikere og embedspersoner kaste sig ud i den slags tågesnak, når de godt ved det halter med fremskridtene. Eller også ved de det ikke, fordi det rager dem en papand. Bevægelser som #enmillionstemmer opstår ikke ud af ingenting. De opstår i afmagt over, at der er en befolkningsgruppe i samfundet, man negligerer.

Stramninger på stramninger

Jeg synes ofte det politiske system glemmer, at så snart man strammer økonomisk på et område, så påvirker det individet direkte, men også familierne, for de skal udfylde det tomrum, der opstår, når hjælpen mangler. Det er dermed samfundet, der straffer familierne for at have fået et barn med et handicap? Ja, det er hårde ord, men sådan foregår det. Det nytter ikke at tale empati til et system, der har bestemt “at sådan skal det være” i forhold til kroner og ører, for så havde man jo ikke strammet der, hvor det gør mest ondt.

Når en person får reduceret sin BPA-ordning (Brugerstyret Personlig Assistance) fordi kommunerne skal spare, og vedkommende ender med få timers hjælp om ugen, så er det resultatet af en benhård kalkule. For kommunen er det nogle tal i et regneark, der helst skal stemme, men personen som stramningerne går ud over får aldrig den ægte frihed igen, for vedkommende skal tilpasse sin hverdag efter “new normal”. Hvis den indbefatter hjemmehjælp og ikke personlige hjælpere, ja så skal du besørge på kommando, for hjemmeplejen er også presset. Det er ikke en kritik, for de gør, hvad de kan indenfor de rammer, politikerne giver dem (og de rammer bliver også indeskrænket).

Man sparer lystigt på mennesker… I den anden ende smider staten milliarder og atter milliarder efter statslige IT-systemer, der er så fejlfyldte, at de aldrig ser dagens lys, og dem afskriver man bare med et “øv… vi prøver igen”. Når det handler om mennesker, har man underligt nok en anden form for økonomisk omhu? Det batter sig at investere menneskers trivsel, men fordi samfundet er så kasseopdelt og indtægt/udgiftsbaseret, så er mit påstulat, at man aldrig får det fulde billede, fordi de økonomiske modeller ikke forstår fænomenet livsglæde.

Mange arbejdsparate bliver dømt ude som individer, fordi de ikke kan arbejde 37 timer om ugen, men vi ved da bedre, for det er egentlig samfundet, der ikke magter at anerkende eller bruge de styrker, vi har, selvom vi har fysiske eller psykiske udfordringer.

Staten kunne uden videre diktere, at for at handle med det offentlige, så skulle en mellemstor virksomhed have mindst en person med handicap ansat. Det ved jeg godt, mange ville rynke på næsen over at få trukket ned over hovedet… Men det siger jo så lidt om mentaliteten, for så er arbejdsmarkedet alligevel ikke så rummeligt, som det burde være. Og hvem har lyst til at være et sted, hvor bossen ansætter af nød og ikke af lyst? Der går mange gode kræfter spildt, fordi en del virksomhedsledere har en forstokket holdning til, hvordan deres arbejdsstyrke helst skal se ud.

Der er nogle virksomheder, der tager ansvar, men der er alt for mange, der ikke gør, fordi det pletter deres perfektionsillusion. Det får du ikke ret mange til at sige højt, men det giver sig udslag i alle de afslag, personer med handicap får på deres jobansøgninger, selvom de har kvalifikationer, der svarer til en uden handicap*.

NGO’ernes kritikpunkter:

Der burde være fremgang. Nutidens børn og unge med handicap burde få flere muligheder, end vi havde. Alligevel virker det som om man politisk og administrativt har trykket på reset-knappen. Det giver sig udslag i NGO’ernes kritik, som følger herunder.

[*] Danmark har ikke lavet en tværsektoriel handleplan for at forbedre situationen for mennesker med handicap (det er man ellers forpligtet til jf. FNs Handicapkonvention).
[*] Mennesker med handicap har i en årrække ikke har fået den hjælp, de har ret til ifølge den sociale lovgivning.
[*] Inden for psykiatrien er det ikke lykkedes at mindske brugen af tvang.
[*] Uddannelsessystemet er ikke gearet godt nok til at rumme mennesker med handicap. Det samme gælder for arbejdsmarkedet.
[*] Der mangler en langsigtet og systematisk indsats for at mindske den store ulighed i sundhed blandt mennesker med handicap.

Mælk og honning

Hvis man troede, at Danmarks tilslutning til FNs Handicapkonvention betød, at træerne nu voksede ind i himmelen og landet ville flyde med mælk og honning, ja, så kunne man godt tro om igen - handicapområdets udvikling er blevet bremset af kortsigtet økonomisk tænkning og at man rent poltisk ikke gider sørge for fremgang. Det var en gratis omgang at underskrive konventionen, for den er ikke andet end en fluffy hensigtserklæring indtil nogen rent faktisk bekymrer sig om, hvad der står i den.

I min ungdom var handicapområdet også sjældent på tapetet, men nu er det blevet afløst af ren resignation: Når man hører finansminister Nicolaj Vammens (S) udsagn om, at det specialiserede handicapområde er blevet for dyrt, så bør man sætte det i perspektiv i forhold til, hvordan folketingets partier gennem tiden har ageret overfor handicapområdet. Med larmende tavshed.

Det er yderst sjældent, at handicapområdets udvikling bliver debatteret i Folketinget. Jeg ser jævnligt ft.dks sendinger, og frekventerer Socialminsteriets hjemmeside, og det handler meget sjældent om fremgang. Mest brandslukning. Det er virkelig trættende at se.

Skiftende socialministre har da også måttet agere brændslukningseksperter, når de skulle håndtere møgsager: Fejlfyldt sagsbehandling, undskyldninger, lange ventetider mv. Og så er der alle de ting, man kun hører om i glimt - fejlplaceringerne af børn og unge i skolesystemet, unge, der må vente i månedsvis på SU-handicaptillæg. Det må være lidt træls at være socialminister og så bruge tiden på at forsvare dårlige prioriteringer.

Måske dukker der forbedringer op ind imellem, men vi hører sjældent om det, når ikke medierne samler historierne op. Skulle det være tilfældet, at man rent faktisk laver forbedringer, så burde Socialministeriet måske overveje at styrke sin borgervendte kommunikation. Jeg vil da også hellere se en socialminister, der kæmper for forbedringer, end en der render rundt og siger undskyld konstant, eller ender i samråd, fordi man ikke har gjort tingene godt nok. Men det kræver nok en anden tilgang til tingene, og det tror jeg slet ikke det politiske lag er gearet til, som tingene står lige nu.

Handicapkonventionen i lovgivningen.. Maybe never :-/

At politikerne ikke rigtig vil noget med handicapområdet ift. Handicapkonventionen, var nok mest synligt med Rad.Vs glimrende beslutningsforslag fra folketingsåret 2020-2021 om at flette konventionen ind i lovgivningen (link i bunden). Beslutningsforslaget faldt med et brag - desværre fik det aldrig mediernes brede bevågenhed. Modstanderne af forslaget pegede på, at der ville ske en magtforskydning fra folketinget til domstolene. Men når vi har et folketing, der alt for sjældent beskæftiger sig med handicapområdet og dens retsmæssige position, så er det svært at se, at det kan være anderledes.

Men, udgifterne er steget…

Jeg køber ikke argumentet om pengemangel - det er ene og alene et spørgsmål om politisk prioritering. Vist er der kommet flere plejekrævende personer, og nogle af diagnoserne kræver også mere kompleks støtte - men.. Vi er jo altså heller ikke blevet fattigere. Målt på både PPS og pr. Euro er vi et af Euro-zonens rigeste lande, så naturligvis er der råd. Så hæv dog topskatten, milliardæren kan sagtens tjene det tabte ind igen, hvis vedkommende forstår sig på forretning.

Investér i mennesker. Det er her, det gode politiske håndværk ligger. Alle kan sgu lave en aftale om at bygge et monument, men kan du løfte et helt område?

Links / Kilder

Arbejderen.dk: Ngo’er retter skarp kritik af dansk handicappolitik op til FN-eksamen

Muskelsvindfondens temaside om hjælperordninger (m. tal)
Ny analyse: 43.000 med handicap står klar til at arbejde
AE: Unge med diagnoser har svær start på uddannelseslivet
Ft.dk: B 238 Forslag til folketingsbeslutning om inkorporering af FN’s handicapkonvention i dansk ret.
ft.dk: BNP pr. indbygger

(haha nej, trods mit navnesammenfald med parken, så er historien en ganske anden… Jeg arbejder på at finde link til Brdr. Justesens historie, der ikke er bag en betalingsmur)

Justesens plæne i Randers er blevet opgraderet. Vi har fået en rigtig flot tidevandspark og rekreativt område. Selvom baggrunden er trist og verden måske kunne have undgået massive investeringer i klimasikring ved at lytte til klimaforskere fremfor “vækst og velstands”-folket, så kan vi ikke lave fortiden om, og så må man se, om man kan tilpasse sig en ny virkelighed.

Lad mig fastholde fokus på det positive, for jeg er himmelhenrykt over resultatet: Jeg synes tidevandsparken fremhæver Gudenåens skønhed, og det er et sted, jeg har lyst til at opholde mig. Jeg er som Randers-borger med handicap glad for at se, at man har tænkt inkluderende - at stedet skal kunne bruges af alle. Det giver personlig frihed, når man ikke skal spekulere i, at have assistance med sig, når man skal besøge steder. Er der noget, jeg er evigt træt af, så er det den konstante sondring i samfundet mellem handicap- og ikke-handicap - tænker man klogt, som der er gjort her, så kan alle være med.

Der er endda handicapvenlige legeredskaber på tidevandsparkens nærliggende legeplads, som nærværende skribent selvfølgelig var nødt til at prøve. Stierne i parken er belagt med, hvad jeg tror er faststampet sand, så det er dejlig nemt at komme rundt i en kørestol. Det inviterer til, at man sporter rundt. Min gode ven Karina og jeg prøvede at tage hele turen fra tidevandsparken til Randers Bro, og det gik overvejende tjept. Det sidste stykke op til stien ved broen er lidt stejl, men jeg tror ikke, det kan være anderledes.

Der er også kommet et offentligt toilet med handicapfaciliteter. Noget som kommunen ellers ikke rigtig har prioriteret før, så vi har måttet ty til McDonalds’ handicaptoiletter. Et ekstra plus er også, at det hele ligger i gå/rulle-afstand til Randers Regnskov, så man føler, at mange af byens faciliteter kommer tættere på.

Justesens plænes opgradering er måske det bedste, der er sket for byen i årevis, sammen med regnvandsbassinet i bunden af Østervold. Bor du i nærheden, så bør du overveje at besøge stedet :D