25. August 2022
NASA, SLS og Artemis
Om 4 dage - mandag, den 29. august - får vi at se, hvad NASAs nye Space Launch System (SLS) kan trække, når NASA sender hele molevitten til vejrs. På toppen af det nye løftesystem sidder rumsonden Orion, som i nærmeste fremtid skal flyve astronauter til månen.
Missionen kaldes Artemis, og er inddelt i 3 faser. Den første, Artemis I (om 4 dage), skal sende Orion i ubemandet kredsløb om månen. Det er en slags testmission, der giver NASA mulighed for at banke rust af. Sidst man var i kredsløb om månen var med Apollo 17 i 1972.
Senere i 2024 (Artemis II) propper man så astronauter ind i Orion (… og sååå bli’r du derinde, Hubert! 😄), og så tager man turen i kredsløb om månen en gang til.
Endelig, formentlig i 2025 (Artemis III), skal astronauterne så lande på månens sydpol. Som under Artemis II, sendes astronauterne igen op med SLS/Orion og går i kredsløb om månen. Inden da har NASA opsendt HLS - Human Landing System, en rumkapsel bygget af SpaceX. Orion vil dokke med HLS, og HLS vil transportere astronauterne det sidste stykke til månens overflade og tilbage til Orion, når astronauterne skal hjem igen.
19. August 2022
Turen går til Mars
Jeg er begyndt at læse “Mars - Myter, magi og missioner” af Tina “AstroTina” Ibsen. Det er en rigtig god bog, som ta’r læseren med på en spændende rejse, og fortæller om, hvordan datidens astronomer opdagede planeten Mars til hvordan fremtidperspektiverne ser ud for rumforskningen. Undervejs får man indblik i de forskellige teknikker, der bruges til at udforske planeten. Og det hele skrives på en letforståelig måde, så selv jeg kan følge med ;-) En fed feature er, at hvert kapitel slutter med en opsamling, så man lige får samlet sammen, hvad man lige har læst.
Bogen falder på et tørt sted, for jeg kan slet ikke få rumstof nok (jeg må ofte ty til Youtube for at få mit daglige fix - se de videoer, jeg har indekseret ovre på simonjustesen.com). Det er fedt, at sidde med noget, der er så velskrevet og velproduceret, og så endda på dansk! Som uddannet grafiker, så kigger jeg også lidt på grafisk layout, og med halvanden linies linjeafstand og store typer, så er det en behagelig bog at læse i - og så er der billeder! Ingen Marsbog uden billeder, naturligvis :)
Du kan f.eks købe “Mars - Myter, magi og missioner” her:
https://www.bog-ide. … 0602/tina-ibsen-mars
eller her: https://www.saxo.com … rs_bog_9788727001418
Tjek i øvrigt Tina Ibsens og Anders Høeg Nissens podcast “Rumsnak”
https://rumsnak.fireside.fm/