21. April 2023

Ubuntu 23.04 er på gaden

Nyeste version af Linux-operativsystemet Ubuntu er nu på gaden.
Hvis din computer kører den nuværende Ubuntu 22.04 LTS, så vil du opleve, at du ikke får besked om opdateringen - og hvordan kan det nu være?

Jo, det er, fordi man springer mellem Long Term Support-versioner, og ikke mellem de forskellige normale udgaver. Om man synes Ubuntu LTS-udgaverne er bedst for en, eller om det er de normale udgaver med et smallere release-vindue, det er en smagssag. Selv prioriterer jeg stabilitet over nye funktioner.

LTS-udgaver er generelt mere konservative. Selvom man må undvære alt det nye, så kan man til gengæld glæde sig over, at 22.04LTS modtager opdateringer helt indtil 2027. Normale udgaver, såsom 22.10 osv. har kortere supporttid.

Hvis din computer kører med 22.04LTS, så vil du først kunne opgradere til en ny LTS, når engang 24.04 LTS udkommer i april 2024 (versionsnr. passer med måned og år). Du kan se mere i Canonicals Ubuntu udgivelsesplan

Kan du ikke vente med at prøve “the latest and greatest”, og er ligeglad med langtidssupport, så skal du sætte “Software og opdateringer”-app’en til at gøre dig opmærksom på “enhver ny udgave”. Du vil så kunne opdatere din 22.04LTS til 22.10 og så videre til 23.04.

Nyheder i 23.04
Canonicals 23.04 Lunar Lobster side
Opgrader 22.10 til 23.04

21. January 2023

Gratis ressourcer

Jeg så lige ovre på Mastodon, at Smithsonian har gjort 4,4 mio. stykker 2D-og 3D-materiale fra deres samlinger frit tilgængeligt under en Creative Commons-licens. Så, nu fik jeg lige idéen til at lave dette blogindlæg. Jeg har lidt travlt i dag, så når ikke at fylde på listen mere i dag, men det vil jeg gøre løbende (siddende faktisk… hæ!), for der er meget godt derude.

Du finder Smithsonians Open Access-bibliotek her:
https://www.si.edu/openaccess

Her har jeg søgt på “Denmark”:
https://www.si.edu/s … dia_usage%3ACC0&oa=1

19. November 2022

Liste over Open Source “host-selv services”

Et par hurtige eksempler på OSS (Open Source Software), du selv kan lege med - tjek den gigantiske liste i bunden også. Lad os få åbnet det internet!

Mastodon (social media)
https://github.com/mastodon/mastodon

Mattermost (chat, projektplanlægning)
https://mattermost.com/

Gitea (kode/filhåndtering m/versionering) -
https://git.data.coop/

Collabora Office
https://www.collaboraoffice.com/code

Akkaunting (bogholderi)
https://akaunting.com/

Jitsi (videokonference)
https://jitsi.org/jitsi-meet/

PeerTube (YT alternativ)
https://joinpeertube.org/

Sidst, men absolut ikke mindst - kæmpe liste her:
https://github.com/awesome-selfhosted/

Afsted mod et åbent, decentraliseret internet

Med sit milliarddyre opkøb har Elon Musk sat Twitter på den anden ende. Du har sikkert allerede hørt det i medierne, så det vil jeg ikke koge mere suppe på.

Nej, det interessante er furioren har skabt en åbning for alternativer til Twitter. Deriblandt Open Source-alternativet Mastodon. Det smarte ved Mastodon er, at den er en del af Fediverset.

Fediverset er simplificeret set et netværk af servere, der udveksler information med hinanden. Frem og tilbage. I de her tider er serverdrift blevet helt vildt billigt, og i med at Mastodon er Open Source, så kan du selv drive din egen udgave, hvis du har lysten og færdighederne - eller du kan betale en udbyder for det tunge arbejde, også kaldet managed hosting. Det med færdighederne, det kommer automatisk når du interesserer dig for et emne. Fediverset kan være megauoverskueligt, særligt fordi det er opdelt pr. server - og efter interesser ofte. Men, selvom du opretter dig et sted, vil du stadig kunne se, hvad der foregår andre steder - for Fediverset hænger sammen via den åbne ActivityPub-protokol.

Eller, du kan være vidunderlige dig, som bare gerne vil interagere med andre, som ganske almindelig bruger.

Den store forskel på kommercielle sociale medier og f.eks Mastodon er, at du kan færdes på Mastodon uden nødvendigvis at være genstand for markedsprofilering, ændrede forretningsstrategier osv.

Serverne drives ofte af foreninger, entusiaster eller små/mellemstore erhvervsdrivende. Om server-ejerne stadig handler ansvarligt er et spørgsmål om tillid, men hvis fundamentet er ikke-kommercielt eller kører efter “hvile-i-sig-selv”-princippet, så burde vi som brugere ikke være bekymrede. Uanset, så har du som “Fediverse-borger”, mulighed for at flytte til en anden server og stadig beholde dine følgere mv. Den mulighed får du ikke hos de store IT-giganter, som vil gøre hvad de kan, for at holde på dig. Det er oftest enten-eller.

Jeg prøver ikke nødvendigvis at “frame” IT-giganterne som store og onde, for du skal have lov at nyde dit ophold der, uden min løftede pegefinger. Men deres eksistensgrundlag er ene og alene salg. Og når noget er gratis, betaler du med noget andet, nemlig dine adfærdsdata. Men altså ikke i Fediverset, som udgangspunkt - husk at tjekke den enkelte servers vilkår, inden du opretter dig.

1. October 2022

SimonCMS

Jeg har skrottet SimonCMS. Det levede et stille liv ovre på Github med opdateringer primært i weekenderne.

Jeg havde en idé om, at jeg henad vejen kunne skabe en Wordpress-udfordrer. Jeg har arbejdet professionelt siden 2004 med Umbraco på Microsofts .NET-platform, og synes egentlig godt, PHP-platformen kunne bruge nogle af de koncepter, der findes deri. Jeg synes stadig CMS’er - content management systemerne - på særligt PHP-platformen er underligt ufleksible fra et bruger/administratorsynspunkt.

Det burde ikke være nødvendigt at være programmør for at lave noget så simpelt som en tekstboks i backend’en på systemet og koble den til sitets design. Som programmører/designere vil vi jo helst ikke have, at brugerne piller for meget ved vores designs, men omvendt, så skal de også have lov til at have så meget fleksibilitet indenfor rammerne som muligt. Det er alligevel ret sjældent at brugerne kan lave bøvl, hvis de ikke har adgang til mastertemplaten.

Men det er et faktum for mange PHP CMS’er, at de er ret låste. Det er også tilfældet for Wordpress - block editoren i “Gutenberg” er dog et kvantespring fremad. Læg dertil at kodekvaliteten stadig er tvivlsom, dog i bedring. Jeg siger ikke, at OOP (objektorienteret programmering) er den hellige gral, for det kan nemt være en tidstyv, særligt hvis koden består af for mange abstraktionslag, men det kan hjælpe med at organisere koden i større projekter, og Wordpress lider stadig under, at dens kodebase startede proceduralt, som det vilde vesten.

Egentlig undrer det mig, at det var Wordpress og ikke TYPO3 CMS, der rendte med sejren aka. populariteten på PHP-platformen, men førstnævnte er formentlig lettere at gå til for de fleste med de mange plugins.

Anyways, jeg ved ikke, hvornår og om jeg samler SimonCMS op igen. Det er muligt, men så skriver jeg formentlig alt fra bunden. Jeg havde egentlig meget skægt ud af at vende tilbage til PHP og bruge Laravel-frameworket, kombineret med Javascript/React, men jeg har brug for et mere stabilt fundament og en ensartet toolchain. Nævnte kombination er for meget et moving targe. Jeg bliver alt for hurtigt gammel, hvis jeg skal løse for mange toolchain-udfordringer.

Så, forfra.. Måske… :)