22. January 2023

Laster og lidt om handicap

En af mine store laster er Youtube. Jeg synes virkelig det her i de senere år er blevet mere interessant, fordi der er folk, der filmer deres hverdag, det har der været i årevis, jovist - men kameraerne er nu blevet så gode, at det ikke er fnidrede 360p opløsninger. Og så er det blevet professionelt.

Samtidig synes jeg efterhånden at mainstream-tv er blevet så afsindig kedeligt. Selv “public service”-kanalen DR er blevet så bange for at sende programmer, folk kan lære noget af, at sendefladen for det meste fyldes af underholdningsprogrammer og engelske krimier. Jeg følger stadig med i nyhederne, men går absolut ikke glip af noget ved ikke at se dem hver dag. DRs egentlige guld ligger i dokumentarerne på deres streamingtjeneste.

Jeg kommer aldrig til at bygge en hytte i en skov eller i et bjergområde, for som kørestolsbruger er der nogle praktiske forhindringer, men derfor synes jeg stadig det er spændende at se folk leve på forskellig vis, så spartansk som muligt - som f.eks Kalle Flodin her https://www.youtube. … /watch?v=XC50-HNzSKs

Og her er der f.eks en mand “Lord Spoda”, der kører rundt i næsten uddøde amerikanske landsbyer:
https://www.youtube. … /watch?v=CmNEiWSo8Fg

Handicapvenlige byer

Jeg kigger på videoerne fra f.eks. Lord Spoda med handicapbrillerne på. Det er interessant at se, hvordan amerikanerne har formået at få selv spøgelsesbyer med 500-2000 indbyggere til at fremstå mere handicapvenlige end mere aktive store danske byer. Læg mærke til, hvordan mange kryds har fortove, der går ned i niveau med vejen, så man kan køre direkte op med en kørestol, rollator eller barnevogn. Det samme er tilfældet i videoer jeg har set fra Canada og Japan. Her i Danmark vælger man desværre ofte den lette løsning og klasker en rampe af asfalt op, som så har en hældning, der svarer til højden på fortovskanten. Det betyder så, at fortovsasfaltramper kan blive meget stejle, og ubrugelige hvis man skal bruge dem i en kørestol. Der sker bestemt også forbedringer her i lille DK, men det er oftest i forbindelse med større byudviklingsprojekter. Man kunne jo godt - formoder jeg - opgradere de steder løbende, der ikke lige står foran et byudviklingsprojekt.

Mit ærinde med at nævne dette er naturligvis, at jeg håber, tilgængeligheden bliver bedre med tiden, men der er ikke meget momentum at spore herude i provinsen, desværre. Jeg følger med i byrådssager, og handicaptilgængelighed kommer ofte med på fodnote-agtig vis, når der skal besluttes noget.

Ikke-handicappede forstår ofte ikke idéen i, hvorfor der skal ske grundlæggende forbedringer, fordi de ikke kan perspektivere i den retning. Måske kommer de selv på hjul en dag, når de bliver gamle. Så ville de måske ønske, at det var nemmere at komme rundt i nabolaget på egen hånd. De fleste danske byer er i større eller mindre grad afhængige af turismen. Turisterne kommer altså ikke igen eller anbefaler stedet til andre, hvis de har haft gentagende irriterende oplevelser med belægninger og kanter.

Alle har ret til at kunne leve og færdes selvstændigt

Amerikanerne har tilsyneladende haft samfundsdebatten, hvor tilgængelighedsanbefalinger er blevet til hardcore lovkrav - hvornår kommer det til Danmark?

Jeg ville helst, hvis folk lavede tilgængelighed af egen vilje. At det lå på rygraden hos dem, der administrerer byggeplaner, fordi der var en fælles enighed om, at alle har ret til at kunne leve og færdes selvstændigt. Jeg var engang i New York, og sikke en frihed, det var ikke at skulle spekulere i, hvorvidt et fodgængerfelt havde for høje asfaltramper.

Anbefalinger er et fint udgangspunkt, hvis det forventes, at de bliver brugt. Men… Det er ikke givet, at der er en udvikling på et område, hvis anbefalingerne fraviges for ofte, f.eks af kortsigtede økonomiske hensyn. I selve ordet “anbefaling” ligger “Det ville være en fordel, hvis du gjorde dit og dat… Men du behøver egentlig ikke… “. Og så bliver det lidt lasseiz-faire altsammen.

Måske hedder svarer universelt design, hvor man bevidst udvisker grænserne mellem handicap og ikke-handicap i sin byggestil. Men hvordan når vi derhen?

Iindtil videre, så er det godt, vi har ting såsom Google Maps Streetview, så vi kan planlægge køreture lidt på forhånd og ad den vej forsøge at undgå høje kanter, etc.:-)

21. January 2023

Gratis ressourcer

Jeg så lige ovre på Mastodon, at Smithsonian har gjort 4,4 mio. stykker 2D-og 3D-materiale fra deres samlinger frit tilgængeligt under en Creative Commons-licens. Så, nu fik jeg lige idéen til at lave dette blogindlæg. Jeg har lidt travlt i dag, så når ikke at fylde på listen mere i dag, men det vil jeg gøre løbende (siddende faktisk… hæ!), for der er meget godt derude.

Du finder Smithsonians Open Access-bibliotek her:
https://www.si.edu/openaccess

Her har jeg søgt på “Denmark”:
https://www.si.edu/s … dia_usage%3ACC0&oa=1

19. January 2023

Farvel til Twitter

Efter 14 år som bruger på platformen, så blev det et farvel til Twitter i slutningen af sidste år. I hvert fald med min egen profil, og jeg kastede mig derefter over på Mastodon. Jeg synes den åbne Fedivers-tanke er megaspændende - men kan mærke at opslagene derovre fra den danske lejr bliver færre og færre. Måske afmatning efter julen? Det ville være megaærgerligt, hvis interessen går i sig selv, for der var en åbning, der kunne give det frie, åbne internet et push. Den danske del af det kommercielle internet er i hvert fald i en dårlig forfatning - se hvordan mediedanmark plastrer deres hjemmesider til med rekvalmer, og skjuler deres indhold bag betalingsmure. Næ, væk med silotænkningen, og hej til syndikering af indhold via Fediverset.

Og jo, det var lidt vemodigt at deaktivere og sidenhen slette profilen på Twitter. For selvom der er meget skrammel, så var der bestemt også mange interessante interaktioner med folk gennem årene.

Handicapguidens Twitter-profil består, selvom jeg generelt har haft svært ved at tiltrække følgere, mens det går ganske godt på Facebook og Instagram. Jeg har lidt svært ved at definere, hvilken slags indhold, jeg skal servere, som samtidig er autentisk og spændende. Folk forventer måske et lidt mere personligt islæt på sociale medier, men ‘guiden handler jo ikke om mig, men om alle andre. Jeg kunne godt tænke mig mere aktuelt indhold, og har tænkt på at begynde at skrive nyheder for ligesom at brede kendskabet ud til handicapområdet. Vi er faktisk mange, men hver enkelt interesseområde har sin egen lille boble.

Problemet er bare, der er langt imellem fremskridtene på handicapområdet i samfundet i øjeblikket, så jeg er lidt nervøs for, om sitet får en negativ “aura”. Man kan vælge at fokusere på fremskridt i sin dækning, men det er måske også at fornægte virkeligheden. Svær balance.

Jeg spekulerer videre … :-)

4. January 2023

Godt nytår!

Jeg er langsomt ved at lulle mig ud af juleferie-søvnen, og klar til at skrive mere her på bloggen. Yay!
Nytårsfortsæt er ikke noget, jeg gør i, jeg kan egentlig bedst lide at tage en dag ad gangen. Hvis det endelig var, at jeg skulle sætte nogle opnåelige nogle, så skulle det være at spise mere kage og skrive mere kode. Se, det er absolut opnåelige mål.

Naturligvis har jeg en del projekter at arbejde på, men jeg sætter ikke nogle grandiøse planer for, hvor langt jeg skal nå, for jeg ved pr. definition, at tidsplaner kommer til at skride, særligt fordi jeg er meget detaljeorienteret på mange punkter.

Jeg kan godt ærge mig over, at jeg ikke fik Handicapguidens mobilapps klar sidste år, men jeg går stadig og overvejer med mig selv, om det er nødvendigt med en mobilapp, for Handicapguidens hjemmeside er allerede mobilvenlig, og jeg ved fra mit eget mobilbrug, at jeg har en del apps, som jeg downloader, fordi de ser spændende ud, men slet ikke bruger.

Anyways, jeg har et nyt spændende projekt i støbeskeen, men mere om det, når der er noget at vise.

Godt nytår!
- Simon