1. October 2022
SimonCMS
Jeg har skrottet SimonCMS. Det levede et stille liv ovre på Github med opdateringer primært i weekenderne.
Jeg havde en idé om, at jeg henad vejen kunne skabe en Wordpress-udfordrer. Jeg har arbejdet professionelt siden 2004 med Umbraco på Microsofts .NET-platform, og synes egentlig godt, PHP-platformen kunne bruge nogle af de koncepter, der findes deri. Jeg synes stadig CMS’er - content management systemerne - på særligt PHP-platformen er underligt ufleksible fra et bruger/administratorsynspunkt.
Det burde ikke være nødvendigt at være programmør for at lave noget så simpelt som en tekstboks i backend’en på systemet og koble den til sitets design. Som programmører/designere vil vi jo helst ikke have, at brugerne piller for meget ved vores designs, men omvendt, så skal de også have lov til at have så meget fleksibilitet indenfor rammerne som muligt. Det er alligevel ret sjældent at brugerne kan lave bøvl, hvis de ikke har adgang til mastertemplaten.
Men det er et faktum for mange PHP CMS’er, at de er ret låste. Det er også tilfældet for Wordpress - block editoren i “Gutenberg” er dog et kvantespring fremad. Læg dertil at kodekvaliteten stadig er tvivlsom, dog i bedring. Jeg siger ikke, at OOP (objektorienteret programmering) er den hellige gral, for det kan nemt være en tidstyv, særligt hvis koden består af for mange abstraktionslag, men det kan hjælpe med at organisere koden i større projekter, og Wordpress lider stadig under, at dens kodebase startede proceduralt, som det vilde vesten.
Egentlig undrer det mig, at det var Wordpress og ikke TYPO3 CMS, der rendte med sejren aka. populariteten på PHP-platformen, men førstnævnte er formentlig lettere at gå til for de fleste med de mange plugins.
Anyways, jeg ved ikke, hvornår og om jeg samler SimonCMS op igen. Det er muligt, men så skriver jeg formentlig alt fra bunden. Jeg havde egentlig meget skægt ud af at vende tilbage til PHP og bruge Laravel-frameworket, kombineret med Javascript/React, men jeg har brug for et mere stabilt fundament og en ensartet toolchain. Nævnte kombination er for meget et moving targe. Jeg bliver alt for hurtigt gammel, hvis jeg skal løse for mange toolchain-udfordringer.
Så, forfra.. Måske… :)