Ikke uventet en sønderlemmende kritik til Danmark i rapporten omkring hvordan det går med implementeringen af fremskridt i henhold til FNs Handicapkonvention. FNs Handicapkomité peger på at udviklingen generelt går tilbage på mange områder.
Lempede regler for brugen af magt og tvang på bosteder og i psykiatrien, fejlende inklusion i folkeskolen, forskel på serviceniveau fra kommune til kommune er noget af det, kritikken går på. Og særligt det faktum, at der intet er gjort for at bringe FNs Handicapkonvention ind i lovgivningen. Det er et politisk valg anført af Socialdemokraterne og en række blå støttepartier. Delegationen fra Danmark gentog i store træk hovedlinierne fra nej-partiernes argumenter i betænkningen til Beslutningsforslag 238 B238 folketingsåret 2020-21
Danske Handicaporganisationer har skrevet en artikel på baggrund af FNs Handicapkomités anbefalinger:
https://handicap.dk/ … skarp-kritik-danmark
Jyllandspostens artikel om emnet
Mit synspunkt
Det kalder på MANGE forbedringer, som både FNs Handicapkomité noterer sig. Men med 40+ års erfaring med et handicap, kan jeg jo nemt se, at vi lever i et samfund, hvor politikere og embedspersoner ikke har den fornødne fokus og perspektiv til at få tingene til at ske. Der bliver sparet alle steder - hver gang man skal i kontakt med det offentlige, så har man været i gang med reformer, der forringer mulighederne. Man er rigtig god til at lave kasseeftersyn, mens det kniber den anden vej aka “hvilke muligheder er der?”.
Det er et problem, at der er det hyperfokus på udgifterne. For hvis man vil konvertere udgifter til indtægter, de steder man kan, så må man investere - i samfundet, i mennesker. Det koster måske på den korte bane, men lønner sig på den lange.
Dermed må det offentlige de også lægge sig i selen for at bane vejen til bedre inklusion i samfundet via f.eks bedre lovgivning og hurtigere hjælp. Det ER svært, at proppe en person med et handicap i de rette samfundskasser, alene Cerebral Parese som er mit handicap, kan klassificeres i mange grupper, og nogle er mere plejekrævende end andre, ergo kan man ikke bare regne med, at alle kan klassificeres ens. Men svaret er jo så IKKE at lave samfundskasserne så snævre, at folk falder udenfor.
Men uanset, samfundet får ikke plusser på kontoen ved at gå med lasseiz-faire.
Forældre har svært ved at få tabt arbejdsfortjeneste, når deres barn med handicap skal have ekstra støtte.
Og den fejlslagne inklusion af børn med handicap i folkeskolen rammer familierne. Hvad gør det ved familiernes vilkår, når de har svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen?
Artikel: Organisationer: Forældre må ikke syltes, når de søger tabt arbejdsfortjeneste
“Og af dem svarer 76 procent, at den fejlslagne inklusion i høj grad påvirker familien negativt. Det er for eksempel flere konflikter med barnet, skænderier med sin partner, manglende tid til søskende, skilsmisser, isolation eller problemer ifm. jobbet.”
Undersøgelse:
Ny DH-inklusionsundersøgelse: Dårlig inklusion rammer resten af familien (Artiklen er fra Okt. 2023)
Som det ses er det en dårlig investering for samfundet, ikke at give forældrene og børnene nogle ordentlige rammer. Tager jeg arbejdsgiverhatten på, så vil man jo gerne have at de yder optimalt på jobbet - det kræver, at livet hjemme er i balance. Her skal samfundet ikke være en stopklods, som det er tilfældet i dag.
Det går fremad på uddannelsesområdet i forhold til, hvor mange med handicap, der tager en uddannelse. Men der er store frafald for nogle elevgrupper og studier viser, at fremdriftsreformen presser de unge med handicap, fordi den tilskynder at man skal færdiggøre sin uddannelse indenfor et bestemt tidsrum, som man med et handicap måske har svært ved at honorere f.eks at sygdom der gør, at man ikke kan følge undervisningen i perioder.
Undersøgelse: Uddannelse og unge med handicap i tal (2022)
Og så er vi jo inde i en periode, hvor kommunerne skal spare. Det første greb, man typisk laver, er at fjerne eller forringe dagtilbud. Det er kontraproduktivt for alle mennesker. Kommunerne skyder skylden på staten (når de ikke brokker sig over udgifterne på socialområdet), og staten (regeringen) skyder tilbage, og nævner at de har fået 3 mia. mere i 2025. Men det er jo altså 3 mia. der skal dække mange års oparbejdet efterslæb.
Overskriften på finansministeriets pressemeddelse hedder da også “Største løft af kommunernes økonomi i mere end 15 år – aftale giver mulighed for markant løft af velfærd”. Jeg ved ikke, hvor meget der er spin, men lad os da bare prøve at være optimister. Jeg har lagt min partikasket her, for jeg synes et løft af socialområdet og handicapområdet er noget alle burde kunne blive enige om, for hvem kender ikke en person med handicap, som de gerne vil se trives? Det kræver jo altså, at samfundet har lyst til at prioritere trivslen.
Jeg kom igen, ud af en tangent.. Men det hænger jo sammen det hele. Jeg ved naturligvis ikke hvordan man bare lige fixer det hele, men det starter med nogle folk, der udviser vilje til rent faktisk at lave positiv forandring. Der er for mange negativt rettede pile, som tingene står lige nu. Vi har brug for folk, der siger: “Nu kigger vi lige op fra regnearkene og ser, hvordan vi skaber sammenhæng”. Så kommer balancen måske henad vejen - vi kan ikke bruge de der panikbesparelser til ret meget.