Her i weekenden brugte jeg en del af tiden på at se streamen fra mødet i FNs Handicapkomité. En delegation fra Danmark, Grønland og Færøerne skulle til eksamen ift. hvordan man har arbejdet med FNs Handicapkonvention de sidste 10 år. Og det blev en pinlig forestilling.
Det er en maraton på 6 timer, delt op i en pause efter de første 3. Jeg mangler faktisk at se de resterende 3 timer, og jeg magter simpelthen ikke at se resten. Men jeg bliver nødt til at se det… Jeg bliver så frustreret over, at den danske delegation ikke har bedre svar - ovenpå det, der burde være 10 års fremskridt - i stedet kommer der “en sang fra de varme lande”. FNs Handicapkonvention blev tiltrådt i 2009, så vi burde kunne mærke effekten af fremgang nu, hvis det var det, der var hensigten. Næste år træder EUs tilgængelighedsdirektiv i kraft, men jeg tror egentlig mest på, det bliver mødt med forhaling a’ la vandrammedirektivet.
Hvad gør vi egentlig så, når man i grunden ikke gider os? Kan vi få bloktilskud, og så selv disponere over pengene? Jeg drømmer om et handicapministerium, der kun arbejder for fremskridt. Hvor der sidder mennesker, der har lyst til at gøre en positiv forskel for en “kundegruppe” hver evig eneste dag, og har en pose penge, der er øremærket netop det. Fremfor alt en plan, der med målepinde, der bliver ført ud i livet. Hvis sådan en eksisterer, så er det meget få, der har set den. Vi er jo altså mange, hvis man tæller små og store handicaps, fysiske såvel som psykiske. Jeg synes både staten og kommunerne trænger til at holde op med at prøve at male skønmalerier, og så rent faktisk investere i mennesker med handicap for at vende den negative tendens med de stigende udgifter.
Det er meget sigende, at FNs Handicapkomité en time inde i 1. del af mødet (link i bunden) spørger ind til de konventionsmæssige tilbageskridt, så er der næsten ét minuts tavshed. Det er lyden af resignation. Du kan i øvrigt finde handicaporganisationernes kritikpunkter og anbefalinger i en samlet rapport her.
Svaret blev dybest set, at konventionens bestemmelser var for bred og “fluffy” til lovgivningen, men det er bare en dårlig undskyldning. Det dækker over, at man ikke vil udvide vores retsstilling. Når andre lande kan inkorporere handicapkonventionen i lovgivningen, så kan Danmark naturligvis også. Og faktum er jo, at skiftende regeringer ikke er lavet en pind, som f.eks den tvær-sektorielle handleplan for handicapområdets udvikling.
En handleplan, man har pligt til at lave for at opfylde konventionens bestemmelser. Komitéen blev træt af at vente på den, spurgte ind til den i 2021, men der afslog staten at foretage sig yderligere, fordi “det ikke gav mening” (mødets 1. del, 1t og 5m inde i streamen - link i bunden)
Og når der så svares, så er det svar, der resonerer med SVM-regeringens generelle holdning: Vi er for dyre. Læg mærke til, at mødeleder studser over, man har sat økonomi øverst i sit svarskrift. Men i den fortælling om det forfatteligt dyre handicapområde hører jo også med, at det offentlige i de sidste især 15-20 år ikke har bekymret sig synderligt om fremgang. Det har været reform på reform, der ude i virkeligheden indeskrænker de muligheder, en person med et handicap, og dennes familie har for at leve et godt liv. På et eller andet tidspunkt skærer reformerne så dybt, at det påvirker andre områder.
Området eksisterer, men holdes på “life support”, og mange oplever at få deres støtte beskåret kraftigt. Det vel at mærke på et tidspunkt, hvor vi hører “det-går-åh-så-godt” for dansk økonomi, så der er i hvert fald noget, der ikke hænger sammen.
Det er stadig svært for personer med handicap at uddanne sig og få et job - eller svært at få den rette hjælp til sit barn med handicap, hvis man er forælder. Når kommunerne sparer, så forringes dagstilbud, og det går ud over menneskers daglige trivsel. Så det er jo ikke så sært, at pilen vender nedad. Det er ikke svært at forestille sig, at en person eller en famile, der føler at livet er op ad bakke, er i risiko for at komme i kontakt med psykiatrien. Det burde ikke være samfundet, der skubber personer i den retning, men det sker jo, når folk ikke får den rette hjælp. Læg dertil, at fordi systemet er indrettet sådan, at den ene “kasse” er uafhængig af den næste, og så ser man ikke effekterne, såvel positive eller negative, så de penge man sparer et sted, kan meget bare blive flyttet et andet sted hen.
Hvad bliver SVM-regeringens eftermæle? Det er et godt spørgsmål… Den fortsatte kursen fra da Mette Frederiksen havde en mindretalsregering. Den fandt sine flertal hos partier, der helst ville holde handicapområdet på status quo. Det skønnes, at i omegnen af 450.000 danskere* har et handicap i større eller mindre grad, så det er en pæn mængde mennesker, man nødigt formulerer politik for. Det svarer næsten til indbyggertallet i Aarhus Kommune.
Husk at det til enhver tid er politikerne og embedspersonerne, der sætter rammerne for vores muligheder, og når der som her er mange års “holden tilbage”, så vil resultatet være negativt. Så når du hører en politiker sige, “Jamen vi har jo lige afsat x antal millioner til at rette op”, så kan det aldrig gøre op for de efterslæb, der har været de foregående år. Det vil være et Batman-plaster på såret, indtil man finder frem til de indsatser, der virker.
Er der nogensinde penge nok? Næppe, men prøv at overvej, hvor mange penge, der bruges til assistance-funktioner, direkte og indirekte, som f.eks når DSB skal tilkalde liftassistance fra en ekstern leverandør til togrejser. Det er bare et område af mange, hvor man kunne spare en udgift, hvis der blev tænkt tilgængelighed. Og den positive afledte effekt ville være, at du ville få flere pendlere med handicap, der kan arbejde i hele landet. Måske bliver bedre tilgængelighed en realitet med de nye elektriske togsæt, men jeg tillader mig at være lidt skeptisk, indtil jeg ser det fungere.
Jeg forstår godt, hvis kongerigets udsendte delegation synes, det var rigtig irriterende at sidde der, og blive grillet i FNs Handicapkomité. De lignede da også nogle, der helst ville være et andet sted. Det er mange års lassaiz-faire holdning til handicapområdets udvikling i både staten og KL, der blev lagt på bordet her.
Hvordan kommer vi videre? Det er svært at se løsninger, når man ikke bakkes op ad systemet. Jeg ved, der er progressivt tænkende mennesker derude, kom frit frem!
Nu går der 2-3 uger, så vil FNs Handicapkomité komme med anbefalinger.
Links
UN WebTV: 1. del af mødet i FNs Handicapkomité
UN WebTV: 2. del af mødet i FNs Handicapkomité
DR: Danmark skal op eksamen i FNs Handicapkonvention
*Danske Handicaporganisationer: Fakta om handicap
DH sender rapport til FN-komité, inden Danmark skal til handicapeksamen
Arbejderen: Mens statskassen bugner, skærer kommunerne dybt i kernevelfærden
Videnscenter om Handicap: Her er beskæftigelsesbarriererne for mennesker med handicap
TV2: Families liv blev vendt fuldstændig på hovedet, da datteren fyldte 18 år