Ja, det her er så en af de trælse opdateringer (teksten indeholder spoilers).
Netmediet Deadline skriver, at der ikke kommer en sæson 2 af The Acolyte. Så vi får altså heller ikke en pæn afslutning. Det er den første Star Wars-serie, man skrotter før tid. Hvor vildt er det lige? Og hvad ville George Lucas sige? Fraregnet Holiday Special så var Star Wars i hænderne på ham garanti for kvalitet. Det er bestemt noget andet under Disney, og jeg synes, de skal skrue lidt ned for spredehaglene og så lave kvalitet.
Hvis du har fulgt bloggen har du nok fornemmet, at jeg virkelig prøvede at kunne lide Star Wars: The Acolyte. Den var interessant, fordi den havde potentialet til at starte noget nyt, men i forhold til klassisk Star Wars var den simpelthen for langsom og kedelig. Historien og persongalleriet var ret tyndt, nogle koncepter introduceres, og så er vi videre i næste splitsekund. Der blev brugt abnormt lang tid på tilbageblik.. Det gik de første 4 afsnit med. Selv handlingen fra Fase 1 af High Republic-bøgerne ville være mere interessant at filmatisere.
Deadline.com: ‘The Acolyte’ Canceled: No Season 2 For Disney+’s ‘Star Wars’ Series
Negativ aura
Jeg tror også, serien bliver ofret pga. den negative aura, den bar med sig. Men det finder vi nok aldrig ud af, for topledelsen sniger sig nok udenom at kommentere på de direkte årsager. Den blev fra start beskyldt for at være “woke” - selvom castet afspejler egentlig blot samfundets reelle sammensætning. Negative reaktioner fra “fans” får generelt sindsygt meget spalteplads i medierne, og det booster jo desværre deres rækkevidde, fordi medierne eeelsker negativitet. Det sælger.
Kan vi for fanden ikke bare få lov til at nyde, at der er Star Wars omkring os alle vegne. Det rager mig en fjer, hvad “det sure internet” synes (ja, se nu røg jeg med på vognen). Hvis nogen har et problem med diversitet, så er det dem, den er gal med. Punktum. Jeg vil se serier, der afspejler virkeligheden i samfundet, ikke en omgang sminke, som det har været kotyme førhen.
Lad det være sagt med det samme: Som person med et handicap, synes jeg, det er fedt, vi overhovedet snakker diversitet, for der er noget at arbejde med, hvis samfundet skal være for alle. Vi lærer kun at acceptere hinandens forskelle, hvis vi eksponeres for dem, og lærer, at der intet “farligt” er. Vi burde i virkeligheden snakke “normalisering”, altså at man ikke sondrer mellem f.eks handicap og ikke-handicap.
“Woke-dagsordenen”, som kritikere kalder diversitetsdagsordenen, har stort set været en fast del af pressedækningen omkring The Acolyte, selv i anmeldelser - så er det svært bare at koncentrere sig om selve serien. Diversitetstænkning er vigtigt, men det kommer til at fylde for meget, hvis det skal følge enhver film- og serieproduktion. Kørestole går i øvrigt skidt med al det sand, der er i Star Wars, så jeg er sådan set meget på linie med Anakin Skywalker, som jeg ved ikke er så vild med sand. Ergo, det giver ikke mening at have en kørestolsbruger med på en ørkenplanet i Star Wars, medmindre kørestolen kan svæve.
Der er intet som film og serier, der kan bryde nogle fordomme ned, hvis det er værkets motiv. Men det er meget tidstypisk for 2020′erne, at der er et hyperfokus på, hvordan skuespillersammensætningen er. Jeg så også gerne flere med handicap i produktionerne, men lad nu være med at forsøge at presse det kunstigt ind i en film- eller serieproduktion, fordi man føler, man skal. Folk reagerer negativt, hvis de føler, tingene bliver stoppet ned i halsen på dem, og der var Acolyte i vælten fra dag 1, fordi diversitet blev et tema, der blev ved med at komme op - i meget negative vendinger. Byg historiefortællingen og rollerne op omkring diversitet, så det føles naturligt.
Negative anmeldelser
Jeg lægger mærke til, at medier ofte citerer Rotten Tomatoes og IMDb som baggrund for de dårlige seertal - men læser du de negative reviews på særligt IMDb, så er der ikke meget kød på kritikken. Nuvel, vi er ikke alle lige så lyriske som EBs Thomas Treo (sarkasme kan være anvendt), men alle bør kunne begrunde deres holdning, ellers så er det jo bare et udsagn uden dybde.
Det ændrer dog ikke ved, at The Acolyte var en tynd kop te. Det er ikke spændende med Jedi omkring hvert et gadehjørne. Det fede var jo, at de i Skywalker-sagaen var nærmest mytiske. I bagklogskabens lys, så synes jeg “faresignalerne” dukkede op, da et af seriens trækplastre, Jedi Master Indara dør allerede i begyndelsen. Indara bliver spillet af Carrie-Ann Moss, som blev hypet helt vildt i trailer-materialet. Og Jedi-slagteriet fortsætter á la Game of Thrones’ Red Wedding, så du når ikke at knytte dig til de karakterer, der skal bære serien. Amandla Stenberg (Osha/Mae) har power nok til at bære serien selv - men jeg sad hele tiden og sammenlignede den med den nye trilogi: Star Wars VII-IX og Daisy Ridleys Rey. Jeg tror simpelthen denne historie kom for tidligt ud, for de mindede bare om hinanden på mange punkter.
Ak ja. Der kommer andre Star Wars The High Republic-serier. Skeleton Crew kommer 3. december, og den ser interessant ud. Det er mest en børne/ungdomsserie tror jeg, men jeg bliver aldrig voksen, så selvfølgelig skal jeg se med - når den ender på Blu-ray i sin fulde længde. At vente på serien på fysiske medier er det eneste værn, vi har imod at spilde tid på halvbagte, ufærdige serier.