10. August 2024

Tidevandsparken og Justesens plæne

(haha nej, trods mit navnesammenfald med parken, så er historien en ganske anden… Jeg arbejder på at finde link til Brdr. Justesens historie, der ikke er bag en betalingsmur)

Justesens plæne i Randers er blevet opgraderet. Vi har fået en rigtig flot tidevandspark og rekreativt område. Selvom baggrunden er trist og verden måske kunne have undgået massive investeringer i klimasikring ved at lytte til klimaforskere fremfor “vækst og velstands”-folket, så kan vi ikke lave fortiden om, og så må man se, om man kan tilpasse sig en ny virkelighed.

Lad mig fastholde fokus på det positive, for jeg er himmelhenrykt over resultatet: Jeg synes tidevandsparken fremhæver Gudenåens skønhed, og det er et sted, jeg har lyst til at opholde mig. Jeg er som Randers-borger med handicap glad for at se, at man har tænkt inkluderende - at stedet skal kunne bruges af alle. Det giver personlig frihed, når man ikke skal spekulere i, at have assistance med sig, når man skal besøge steder. Er der noget, jeg er evigt træt af, så er det den konstante sondring i samfundet mellem handicap- og ikke-handicap - tænker man klogt, som der er gjort her, så kan alle være med.

Der er endda handicapvenlige legeredskaber på tidevandsparkens nærliggende legeplads, som nærværende skribent selvfølgelig var nødt til at prøve. Stierne i parken er belagt med, hvad jeg tror er faststampet sand, så det er dejlig nemt at komme rundt i en kørestol. Det inviterer til, at man sporter rundt. Min gode ven Karina og jeg prøvede at tage hele turen fra tidevandsparken til Randers Bro, og det gik overvejende tjept. Det sidste stykke op til stien ved broen er lidt stejl, men jeg tror ikke, det kan være anderledes.

Der er også kommet et offentligt toilet med handicapfaciliteter. Noget som kommunen ellers ikke rigtig har prioriteret før, så vi har måttet ty til McDonalds’ handicaptoiletter. Et ekstra plus er også, at det hele ligger i gå/rulle-afstand til Randers Regnskov, så man føler, at mange af byens faciliteter kommer tættere på.

Justesens plænes opgradering er måske det bedste, der er sket for byen i årevis, sammen med regnvandsbassinet i bunden af Østervold. Bor du i nærheden, så bør du overveje at besøge stedet :D