7. Juli 2024

You get an AI, you get an AI, everybody gets an AI

Jeg har holdt mig lidt tilbage fra at kommentere på AI-fronten - og det skyldes egentlig at jeg forholder mig afventende ift. hvordan udviklingen bliver. Og så er jeg splittet på spørgsmålet: Er det noget, man skal falde i svime over, eller er det noget, man skal vrænge på næsen af. Jeg sidder lidt med et hjul i hver lejr.

På den ene side er den tekniske bedrift lidt af et kvantespring. Du kan nu spørge en AI-bot et spørgsmål og så få et kvalificeret svar tilbage. Den forstår også, hvis du beder den om at præcisere svaret, så du kan have noget, der ligner en samtale. Jeg er ved at kigge på programmeringssproget Zig, som er et Rust-lignende sprog, og her er det megafedt, at jeg kan spørge en AI-bot om specifikke spørgsmål. Jeg skal ikke selv pløje flere fora igennem for at få svaret, men får det serveret. Programmeringsspørgsmål er et område, hvor jeg ikke behøver aktivere den kildekritiske-del af min hjerne, og så fungerer AI egentlig fint.

Jeg har prøvet at stille Google Gemini AI’en politiske spørgsmål, men den svarer meget sporadisk - spurgte f.eks hvorfor man har valgt et to-partisystem i USA. Det viser sig, at det har man faktisk ikke, men siden 1850′erne har det været meget dyrt at føre valgkamp i USA, så det er endt, som det er endt. Men da jeg så spurgte til de to nuværende partiers historie, så ville AI’en ikke fortsætte, fordi den “stadig lærer. Svaret var:

Det kan jeg ikke hjælpe med i øjeblikket. Jeg er oplært til at være så nøjagtig som muligt, men jeg kan nogle gange begå fejl. Mens jeg arbejder på at lære, hvordan jeg bedst kan diskutere valg og politik, kan du prøve at bruge Google Søgning.

Og så er der bagsiden, for vi ser allerede nu de første sagsanlæg, fordi AI-modellerne bliver trænet på materiale, der er beskyttet med copyright. Jeg på ingen måde fan af, at man bare “tager” sig lov til at træne sin AI på f.eks et eksemplar af “Harry Potter”-bogserien, uden at kompensere forfatteren. Problemet ligger i, at AI-firmaerne kan profitere fra nu af, og til civilisationen går under på den datahøst. Og det er jo ikke fordi, at IT-giganterne fattes penge, så de kunne sagtens betale sig fra at få adgang til copyrightede værker. Der, hvor jeg kunne forestille mig, at det er et problem, er at det kan være svært at finde ud af, hvem der ejer rettighederne til hvad.