Simon Justesen

Vi snakker generelt for lidt i samfundet om, hvad IT-mastodonters konstante prispres på samfundsøkonomien gør ved evnen til at yde en ordentlig offentlig service.

Det lader nemlig til, at hvedebrødsdagene er ovre indenfor offentlig IT. Ret beset har det nok været det i et stykke tid, for rækken af dyre nationale projekter er lang, men jeg har sjældent set noget så direkte som dette:

Lidt utraditionelt, og givetvis forhandlingstaktisk, har Region Hovedstaden for nylig delt, hvad jeg tolker som en dyb frustration over forhandlingerne af en ny kontrakt med virtualiseringsgiganten Citrix, i et offentligt indlæg på LinkedIn (stor cadeau for åbenheden!).

Eksternt link: Region Hovedstadens Indlæg på Linkedin

Citrix vil hæve priserne gevaldigt og sidder i en gunstig forhandlingssituation, da deres virtualiseringssoftware driver “Sundhedsplatformen“. En så voldsom prisstigning øger presset på de offentlige udgifter, og går ud over patientbehandlingen, skriver Region Hovedstaden på LinkedIn.

Min holdning er, at det efterhånden burde være en no-brainer, at de danske offentlige myndigheder fremover skal udvikle og drive deres systemer selv - baseret på Open Source-teknologi. Det er lidt paradoksalt, at mens verden omkring os, bliver mere og mere Open Source-baseret, så er det offentlige ikke rigtig fuldt med, selvom der ville være åbenlyse fordele at hente på tværs af sektorer, og i forhold til ikke at låse sig fast til enkelte leverandører.

Offentlige Open Source-økosystemer

Man kunne skabe en hel ny form for økosystem af open source-baserede virksomheder omkring offentligt drevne systemer, hvis man ville. De findes faktisk allerede, men trænger til at blive hevet ind i rampelyset, fordi de lever efter min opfattelse lidt en skyggetilværelse ift. den traditionelle måde at gøre tingene på.

Eksternt link: OS2 - offentligt digitaliseringsfællesskab

Citrix og alle de andre må i den grad gerne være med. Men ingen virksomhed bør aldrig fremadrettet befinde sig i en position, hvor de tilnærmelsesvist er i nærheden af, at kunne diktere prisudviklingen overfor en offentlig instans. Så afhængig af en leverandør bør man som offentlig myndighed aldrig være, og det er dårlig forvaltningsskik, at man på denne måde mildest talt giver en blankocheck til én bestemt leverandør, fordi alternativerne synes at være få.

Jeg siger ikke, at Open Source er den hellige gral i alle situationer (selvom jeg er tæt på ;-)), og det er ikke sikkert, man ville finde et produkt, der passer 100%. Men kunne man nå 60-80%, udvikle videre, og nå “det gode sted” over tid, så er det en overvejelse værd. Jeg ved udmærket, at egenudvikling er dyrt, men der findes allerede open source virtualiseringsløsninger derude, så man slipper for at skulle genopfinde den dybe tallerken.

Jo, det vil være ubekvemt, at vi potentielt risikerer et nyt dyrt offentligt projekt, der ligesom POLSAG, Amanda og Ejendomsvurderingssystemet kan ende et trælst sted, og ultimativt koste skatteyderne mange penge. Men uanset, hvad der sker, når røgen har lagt sig, så står det offentlige selv tilbage med ejerskabet over softwaren og koden til alle tilhørende komponenter, hvis man vælger Open Source-modellen. Hvis man så tilmed har sikret sig, at man bruger åbne tekstbaserede dataprotokoller (XML/JSON), så er der ingen grænser for, hvordan og hvornår forskellige systemer kan arbejde sammen.

Mht. POLSAG, så er det min opfattelse, at en del af udfordringerne dengang lå i, at da den nye platform skulle etableres, så skulle man udtrække data ud fra mange gamle, lukkede systemer, der f.eks brugte binære filformater. Det var måden at lave vendor-lock-in i gamle dage. Måske ikke altid bevidst, men IT-selskaber opkøber og udfaser ofte produkter, og så mister man indimellem muligheden for at åbne mere sjældne filformater.

Den fejl bør man undgå at gentage her i 2020′erne. Her skal man konsekvent kræve åbne filformater, der kan bruges efter behov. Det fællesoffentlige OIOXML er et eksempel, på noget, der du’r, omend XML kan være lativt tungt som transmissionsformat.

Med et åbent filformat får du aldrig problemer med at flytte data mellem apps, servere, etc., fordi data kan remodelleres efter behov - altså stykkes sammen på nye måder, så det passer til det system, det transmitteres til.

Det handler om medbestemmelse

For hver gang, man baserer sig et projekt på kommercielt hylde-software, så køber vi og det offentlige i princippet mest af alt brugsretten. Man har ikke rigtig nogen indflydelse på udviklingen eller afviklingshorisont, og så skal man på et tidspunkt ud at finde erstatninger, hvis leverandøren beslutter sig for ændre eller udfase produktet.

Med åbne systemer som Linux og *BSD’erne er der ingen slutdato på supporten og indflydelsen, for du har adgang til al kode ned til mindste detalje. Det kan betegnes som et sæt LEGO-klodser, man selv kan sætte sammen efter behov. Som det offentlige agerer lige nu og har gjort det længe, så lader de andre om at diktere, hvordan de skal sætte de LEGO-klodser sammen. Det er nu engang sjovest selv at kunne sætte dagsordnen.