31. Oktober 2023

Windows CE er nu end-of-life

Nu vi rundede gamle dage i sidste blogindlæg har jeg lige en historie mere. Og den historie handler om Windows CE - Microsofts operativsystem på håndholdte enheder, såsom PDA’er - Personal Data Assistants. PDA’er var i høj grad forløberen for smartphonen, men kunne ikke ringe op og SMS’e i hvert fald ikke uden en computer som mellemstation.

Jeg havde en Compaq iPaq, som jeg primært brugte til GPS-navigation, så jeg havde en GPS-modtagerboks siddende i bilen, som iPaq’en så koblede på. iPaq’en kørte Pocket PC 2002, som var baseret på Windows CE. Det var mit første møde med en ARM-cpu, 400 MHz i sådan en lille dims. Det var altså utroligt fascinerende.

Hvis du kigger på Wikipedia-linket, så kan du se at enheden var lidt bredere end en typisk smartphone. Der var ikke fysisk tastatur på iPaq’en, så du skrev på et software-tastatur via en stylus-pen. Jeg brugte dog indimellem pegefingreren for jeg gad ikke hive stylus’en frem hver gang. Du startede programmer ved at trykke på ikoner som du kender fra din smartphone, men Microsoft forsøgte at proppe så meget ind i brugerfladen, at det var praktisk talt umuligt at navigere med andet end føromtalte stylus.

Som jeg husker det, så var almindelig dagligdagsbrug ikke særlig behagelig. Windows CE/Pocket PC 2002 var godt nok en nedskaleret udgave af Windows, .. Det lignede hhv. Windows 3.1 og Windows XP. Selvom man kunne, så var enheden ikke tænkt som et touch-device, for tastaturknapperne på skærmen var meget små, og du var hele tiden afhængig af, at enheden skulle sidde i sin oplader-”cradle”, for at have forbindelse til internettet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om HP/Compaq/Microsoft kunne have lavet noget i stil med Apples iPhone, hvis de havde spillet kortene anderledes. Teknologien var der jo, men det var Apple, der forstod at gøre den interessant for den almindelige private forbruger. HP/Compaq/Microsoft tænkte tydeligvis på PDA’en som en ting, primært forretningsfolk brugte.

Jeg ved desværre ikke, hvad der blev af min iPAQ, men hvis jeg på mirakuløs vis finder den, så hører du mere til det :-)

God dag :-)

Links:
> The Register: Windows CE reaches end of life, if not end of sales

Add comment

Fill out the form below to add your own comments