28. Oktober 2023

Flyttedag :-)

Min personlige Youtube-kanal har været et weird mix af Linux- og rumnyt, men nu holder tingene flyttedag, så jeg kan fylde den med personligt indhold igen (… Det bliver nok Linux-videoer igen, hæ!)

Derfor rykker Open Source-indholdet over på Youtube-kanalen @dkOpenSource. Jeg ville gerne have haft opensource.dk-domænet, så jeg kunne pege folk derhen, men den er optaget, og ligner pt. en landingpage for noget SEO-agtigt.

Kanalnavnet er måske lidt misvisende, for min oprindelige plan var også kun at lave playlister med danskproduceret indhold, deraf navnet DK-OpenSource - men det viste sig ret svært. Mængden af videoer på dansk er ret lav, og selv de danske foreninger laver præsentationer på engelsk.

Det er bestemt ikke en kritik, det kan jeg sagtens bifalde, og jeg havde gjort det samme (hvis ikke mit talte engelsk var så elendigt!), fordi de så også henvender sig til et større publikum. Massive mængder thumbs up og street credit, fordi I producerer videoerne, så vi andre kan følge med.

Au revoir til rumnyhederne

Rumnyhederne ryger ud, for jeg opdagede, at jeg alligevel linker til indhold fra de samme 5-10 indholdsskabere. Det var ikke meningen, at det skulle være så få, men det er dem, der laver mest indhold. Samtidig så har jeg ikke selv et vidensniveau, der gør, at jeg kan dykke ned i nyhederne, og selv skrive noget om dem

Space- og Mars-playlisterne forbliver offentlige, og jeg fylder stadig videoer på dem, for jeg er selvfølgelig stadig vild med all-things-space. Hvis du kan lide dem, så skynd dig at tilføje playlisterne på din Youtube-konto. Jeg poster også rumnyt indimellem her på bloggen

God weekend!

Links:
Space-playlisten på Youtube
Mars-playlisten