14. Oktober 2023

GNOME skrotter X11? Not so fast!

Tingene går nogle gange stærkt i Open Source-miljøet, og jeg spærrede lidt øjnene op, da jeg så, at nogle af Youtuberne begyndte at spekulere i, om GNOME-projektet kunne være på vej til at skrotte vinduessystemet X11 til fordel for Wayland, som er “nyere, sikrere og slankere” (Yæs, bloggen her på simonjustesen.dk er i virkeligheden en reinkarnation af TV-Shop). Wikipedia daterer første version af Wayland-protokollen til 2008 - så helt ny er den ikke længere ;)

Årsagen til miséren var ordlyden af denne merge request på Gnome-projektet — https://gitlab.gnome … /-/merge_requests/98:

J. Petridis: “X11 has been receiving less and less testing. We have been defaulting to the wayland session since 2016 and it’s about time we drop the x11 session completely. Let’s remove the targets this cycle and maybe carry on with removing rest of the x11 session code next cycle.”

Følger man tråden under Merge Request’en kan man se, at folk har en masse forbehold, så det ser ikke ud til, at projektet kommer til at følge forslaget lige med det samme. GNOMEs “Project Governance” indikerer også, at GNOME har et “Release Team”, en gruppe udviklere, som formentlig har det sidste ord ift. hvad der kommer ryger ind i, og ud af et projekt.

Er Wayland efterhånden så langt, at X11 kan skrottes?

Nej, ikke endnu :) Wayland mangler stadig bl.a. understøttelse af farvestyring og HDR, så hvis du ser noget i den stil, er det noget, udviklerne bag de forskellige apps/compositors selv har flækket sammen, ikke noget Wayland endnu tilbyder (med Weston compositoren som basisreference). Indtil Wayland er helt klar og har fået en god gang polering, så er det fornuftigt at blive ved med at tilbyde X11 som fallback, hvis ting ikke fungerer under Wayland.

Det er lidt svært at få et fuldstændigt, overordnet billede af, hvad der mangler. Det tætteste, jeg kan komme, er denne liste, som hører til Waylands reference compositor, Weston:

https://gitlab.freed … /weston/-/issues/467

Kører du allerede med Wayland, men oplever problemer med enkelte programmer, der bruger X11, så er XWayland-serveren en mulighed. Du finder projektet her: XWayland eller — hvis du helst ikke vil compile koden selv — i din Linux-distributions pakkesystem.

Hvis du vil se en vild Compiz-inspireret Wayland-compositor, så tjek Wayfire:
https://wayfire.org/

Wayfire demo’er (Youtube):
https://www.youtube. … oT-a29UoJW9mhfzjpNle

Wayland findes, udover til Linux, også til *BSD’erne. Her er Hikari compositoren:
https://hikari.acmelabs.space/