Tilbage til oversigten

Paradis?

Friday, December 27, 2019

En slags status over 2010'erne.


Året går på hæld. Vi bevæger os ud af 2010'erne og ind i 2020'erne. For mig har 2010'erne budt på personlige op- og nedture - men det er en del af livet, og jeg synes egentlig, det er sundt at blive rusket op i, indimellem. Livet går jo videre alligevel, og jeg priser mig lykkelig over, at jeg er sund og rask. Summasummarum, så går det egentlig meget godt.

Hvis jeg lige fjerner perspektivet fra mig, og putter det over på fællesskabet. Så nærer jeg en stor bekymring. Vi snakker om den grønne omstilling, fordi Jordens gennemsnitstemperatur er hastigt på vej mod at stige 1,5 grader, og det øger afsmeltningen af isen ved Arktis som truer med at få verdenshavene til at stige. Alligevel er der masser af kræfter, der søger at modarbejde omstillingen, enten gennem ren og skær modvilje, eller ved at forhale processen. Det nyligt overståede COP25-topmøde, var således en fiasko, fordi ingen sådan rigtigt vil forandringen. Nogle lande taler med to tunger. Jeg forstår det ikke helt, alene den grønne omstilling betyder formentlig massive investeringer, som betyder arbejdspladser. Magtbalancer ændres, når f.eks olie over tid bliver mindre og mindre nødvendigt for at drive et samfund. Modviljen skyldes formentlig en frygt for, om man stadig er gældende i verdensøkonomien. Men den grønne omstilling kommer, uanset om man vil eller ej. Det skal den. Mennesket har et helt specielt ansvar overfor naturen. Vi er selv en del af den, og alligevel lever vi mere af den, end i symbiose med den. Jeg kan blive rørstrømsk over den mangfoldige natur, som f.eks BBCs fantastiske naturdokumentarer viser os. Men vi tager den alt for givet, og dyrearter forsvinder mellem hænderne på os. Det kan vi ikke være bekendt - derfor må naturen nødvendigvis sikres gennem lovgivning, og dét er sgu op ad bakke.

I juledagene sprang der også lidt af en bombe i medierne. Det er pludselig blevet en sport for kommunerne, at se, hvor meget der kan spares på handicapområdet. Det er ikke nyt, at man skærer der. Men det nye er, at man har ansat konsulenter til at kigge på, hvor der kan spares. Det er jo altid godt, at have et øje på økonomien, men desværre så betyder det altid forringelser, og da disse konsulenter er ansat på resultatløn, så er det ikke svært at forestille sig at der bliver skåret meget og dybt. Det forlyder dog også fra juraeksperter, at prakisisen kan være på kant med loven. Følger sagen tæt.

I kommunernes nyligt overståede budgetplanlægning blev handicapområdet endnu engang beskåret, og det betød at der f.eks var handicappede, der fik beskåret det antal timer, de kunne være i dagtilbud på ugentlig basis. Det betyder rigtig meget for folk, at have noget at stå op til, og det er jo ikke svært at forestille sig, hvad det potentielt kan koste samfundet, at de må lide det afsavn. Måske ender det i despressioner osv. I et oplyst samfund som vores, savner jeg mindre fokus på kassetænkning i kommuner og stat, og mere fokus på, hvad der skaber livskvalitet.

Mange handicappede har svært ved at få sig en uddannelse og et job. Jeg har siddet som både lønmodtager og arbejdsgiver. Jeg forstår godt, at der er bekymringer på hver side af bordet, hos både arbejdstager og arbejdsgiver omkring hvorvidt jobbet er det rette. Men det nytter bare ikke noget for et samfund, at have så mange på overførselsindkomster. Hvis ikke det private erhvervsliv har mulighed for at tilbyde folk arbejde, så må staten træde til, og engagere sig i socialøkonomiske virksomheder. Som markedet er skruet sammen i dag, så kan jeg ikke forestille mig at de private synes om, at staten skal ind og spille en mere aktiv rolle i forhold til at drive virksomheder, men jeg ser ikke andre muligheder, hvis vi skal hive handicapområdet ud af sit økonomiske dødvande.

Jeg håber 2020'erne bliver bedre. For 2010'erne havde for meget fokus på vækst og velstand. Måske var den affødt af finanskrisen .. Der er andre faktorer end penge, der udgør et succesfuldt samfund, og det er at man har et samfund, der hænger sammen.