Tilbage til oversigten

Interessant drejning

Saturday, August 17, 2019

Efter jeg havde skrevet blogindlægget i går skete der ting og sager - jeg kunne nemlig ikke helt dy mig fra at prøve at lege med det projekt, jeg skitserede.


Faktisk greb det mig så meget, at jeg sad og rodede med det til kl 4 i morges. Klokken er nu 11.43 og jeg er vågen igen. Jeg kan til stadighed blive fascineret over Open Source-miljøet, og det arbejde folk ligger i at skabe systemer og kode. Hvis du har set blogindlægget i går, så var grundpræmissen for den idé, jeg skitserede, at grundlaget - operativsystemet - skulle være virkelig letvægt.

Der gik faktisk ikke ret lang tid, før jeg havde fundet et par gode kandidater i TinyCore og Alpine Linux. 16 MB, det er RAM-aftrykket for TinyCore, der loader alle sine moduler op i RAM ved boot. Det får jo unægtelig Windows til føles stort og tungt, det har altid undret mig, at Windows 10 fylder 20 GB på disken. Nå, tilbage til noget sjovere... Der er endda en variant af TinyCore, der baserer sig på Debian, der fortsætter jeg nok i dag udfra idéen om, at det øger min succesrate, for jeg kender Debian ret godt efterhånden.

Jeg tjekkede dokumentationen og smed begge Linux-distributioner ind i virtuelle maskiner. Man kan godt bygge et Linux-system direkte på sin harddisk og så lave et bootbart USB-image til sidst, men jeg kan godt lide at mit daglige styresystem er helt adskilt fra de ting, jeg "leger" med, så de ryger i en virtuel maskine (Virtualbox). Det skulle dog vise sig at være en skidt idé...

Et krav til mit system er, at jeg helst vil være fri for "gammel" kode, med de fordele og ulemper, det giver, så jeg sprang på Wayland Window-systemet/protokollen/hvad-de-nu-kalder-det fremfor X Window System til at håndtere kommunikationen mellem computerens grafikhardware og det software, man bygger. Jeg har læst at X er gammel og bøvlet at arbejde med, så det sniger jeg mig udenom. 

Hvis du vil vide hvad Wayland er, så har Debians Wikisider en kort, præcis forklaring:
https://wiki.debian.org/Wayland

Det viste sig at være en øv-beslutning at vælge Wayland ved første øjekast, for min version af Virtualbox kan ikke håndtere det. Af hensyn til stabiliteten og nogle andre projekter jeg arbejder på, så har jeg ikke mulighed for at opgradere til den nyeste version af Virtualbox endnu, men jeg vil prøve om QEMU kan "spise" den.

Bortset fra det - så fik jeg compilet "Weston", som er en såkaldt "compositor" til Wayland, men trods friskbagte filer, så nægtede den at finde Virtualbox' virtuelle grafikkort... Jeg tror ellers, jeg fik fodret den med samtlige grafikdriver-libraries. Jeg må som jeg skrev ovenfor enten prøve QEMU eller en ægte maskine.

Update: Succes! Jeg har fået Wayland og compositoren Weston til at køre på Debian (deres netinstalldistro) under QEMU... Spitzen klasse, så kan jeg begynde at lege med at skabe en loader til UltraLig.ht og en egentlig brugerflade. Senere vil jeg så kigge på at portere hele baduljen over på TinyCore. Men ret vigtigt at se, at det kan fungere i de virtuelle maskiner. 

(Indlægget ovenfor er et af de første i en række, hvor jeg vil prøve indimellem at dokumentere processen med mine hobbyprojekter - for jeg synes selv, det er skægt at glo i gamle blogindlæg og se hvad man lavede på et givent tidspunkt. Det kan være du som - måske - læser det her, synes det samme. Jeg prøver at lave indlæggene så ikke-tekniske som muligt, men det er svært at skrive om alle koncepter uden at det bliver lidt langhåret)