< Tilbage...

Blogindlæg

Linux-rant

Indlæg publiceret: 08-12-2021 09:26:57

(I will provide a translated version of this blog post in near future)

Der kører en stor debat i Linux-miljøet i øjeblikket. Jeg vil her prøve at komme med mit "take" på hele situationen, for jeg synes ofte folk har forkerte forventninger til Linux som platform. Jeg har selv brugt Linux i en årrække. Jeg tror 2014 var der, jeg officielt skiftede over til at det blev mit primære system. Jeg sad og legede med RedHat Linux helt tilbage i 1997. Jeg kom dog ikke langt dengang da jeg ikke kendte softwareudbuddet, og kun så en blinkende cursor. I dag er oplevelsen en hel anden. Men først lidt baggrund:

Linux er dybest set en kerne*, og omkring den, er der så bygget en lang række uafhængige komponenter, som tilsammen udgør en hel platform - et alternativ til Windows og MacOS. Men hvor de operativsystemer er en "færdig kasse" med et bestemt look, du får leveret, så består Linux af flere såkaldte distributioner, der er sat op på forskellige måder. Du kan så selv ændre opsætningen, som du har lyst.

Brugerskaren er typisk lidt tekniske entusiaster "freaks/hackers" (en hacker i sin oprindelige terminologi er ikke "ond"), som jeg selv, men også store spillere som IBM, Facebook, AMD, Intel, Valve, Google, m.fl. I kraft af at Microsoft har udviklet sig til en servicevirksomhed, har de også kastet lidt af deres kærlighed over på Linux - måske fordi det er den største platform på deres Azure-service?* Størstedelen af koden til Linux-kernen er open source, dog med nogle proprietære "binary blobs".

Hvis man vil have en totalt åben kodebase, så skal man nok kigge på FreeBSD eller installere en Linux-kerne som Free Software Foundation leverer, der er fri for binary blob, men så får man nok kam til håret ift. hardwareunderstøttelse af f.eks Broadcom WLAN-adaptere mv.

Interresse fra stor Youtube-kanal

Youtube-kanalen "Linus Tech Tips", som promoverer forskellige typer hardware, har flere millioner brugere har længe flirtet lidt med Linux og har sat sig selv som mål at prøve at bruge en Linux-distribution i en periode. De er typisk nørdede teknikere og gamere.

Ikke overraskende løb de ind i en del problemer med at få forskellige ting til at virke, lige fra at tage screenshots til at få deres lydsoftware til at virke. Og det stiller jo unægteligt Linux-platformen i et dårligt lys, hvis man havde forventet en strømlinet oplevelse, som man er vant til fra Windows og MacOS.

Men er det dybest set Linux' problem?

Både ja og nej. Jeg lister nu en række argumenter, så kan du se om du er enig ;-) Vi piller lige serverdelen fra, som går sin sejrsgang og fokuserer på "Desktop Linux", altså det du ser, når du booter en Linux-distribution som f.eks Debian, Ubuntu, Suse Arch eller Fedora

Ja-siden:

1. Ja, fordi den store fleksibilitet på platformen også er lidt en achilles-hæl for de kommercielle hardware softwareproducenter - for hvordan sikrer man at alting virker, hvis komponenterne der driver platformen er forskellig fra distribution til distribution? For at tage et eksempel, så er X-grafikserveren den mest dominerende måde "at vise grafik på". Men for år tilbage valgte Canonical som udgiver en af de største Linux-distributioner Ubuntu at gå egne veje, og begyndte at bygge Mir, som en erstatning til X-grafikserveren. Tiltaget blev en fiasko, og Ubuntu begyndte igen at køre med X-serveren - men det tog år at komme tilbage på sporet, så det efterlod udviklingen i lidt af et limbo. Det var ellers en gylden mulighed for Linux som platform, for på det tidspunkt var mange dødtrætte af Windows Vista og søgte alternativer.

2. Ja, fordi hvis man vil lokke folk over på en ny platform, så skal tingene bare spille.
Det er korrekt - og der er en del upolerede kanter. Husk at den mest dominerende platform er Windows, og at det traditionelt har været udgangspunktet for mange. Når et spil som World of Warcraft ikke er officielt understøttet. Så er man nødt til at hack'e sig vej til noget der virker. Det bliver aldrig 100% god, når det så er sagt, så skulle WOW vist være et af de spil, der fungerer. Hvis du generelt er gamer og spiller mange store AAA-titler, så er Linux i sin nuværende form nok ikke for dig (men du kan vælge at dualboote eller installere Linux i en virtuel maskine, så du kan prøve det af over en periode).

3. Ja, for hardware virker aldrig på Linux. Der går relativt lang tid, før ny hardware virker, hvis ikke producenten aktivt understøtter platformen. Min egen tommelfingerregel er ca. 3-6 måneder. Når du skal vælge hardware, skal du derfor sikre dig, at det er understøttet og ikke købe i blinde. Når f.eks ens lydsoftware ikke virker, så skyldes det som regel, at producenten ikke udgiver drivere til Linux, ergo skal frivillige Linux-udviklere først pille hardwaren fra hinanden og bygge noget op fra bunden. Det tager tid. Men er et eksempel på, hvorfor der er upolerede kanter. I en lyserød verden ville alt fungere. Hardwareproducenternes argumenter for, ud over det jeg har skrevet ovenover, at Linux-desktop'ens markedsandel er for lille.

Nej-siden:

1) Linux er ikke "som de andre", men prøver at ændre forudsætningen for, hvordan man bruger sin computer.
Det betyder så også, at du kan bruge Linux på ældre hardware. Jeg skriver f.eks det her på en PC, der nærmer sig 10 års alderen. Her er ikke et firma bag, som prøver at drive innovationen med det formål at få penge i kassen. Eller, selvfølgelig gør kommercielle firmaer ikke noget uden at ville have penge for det, det er hele deres livsgrundlag, men det er ikke længere operativsystemet, der er det primære, men de produkter udenom, der tilbydes.

Med Linux kan du selv strikke din løsning sammen, og bruge den lige så tosset du vil. Der kommer ikke et dekret fra Microsoft eller Apple, der påbyder dig at opgradere din PC, som det er tilfældet, når MS udgiver Windows 11, og sikkerhedsmodulet TPM2.0 pludselig er et krav, der efterlader mange ældre maskiner i dyndet. Eller som Apple, der stopper med at udgive opdateringer, når din maskine er 5-7 år gammel (protip: Du kan installere Linux eller Windows på dem, hvis de har en Intel CPU og forlænge levetiden. Nyere Apple CPU'er såsom M1'erne bliver også fuldt understøttet på Linux indenfor overskuelig fremtid)

2) Linux kræver en vis teknisk viden, hvis du vil strikke dine egne løsninger sammen, men det er tiden værd. Jeg købte f.eks for nylig en billig håndholdt spilkonsol med Ubuntu på - nu er jeg så begyndt at lave et nyt menusystem til den, som kan downloade spil på samme måde, som man kender fra Nintendo Switch. Det kan du gøre, fordi al koden til "basesystemet" er frit tilgængelig.

3) Mange prøver Linux af de forkerte årsager: Du skal være villig til at søge nyt og "aflære" det, du allerede ved. Når du skal lære en ny platform, så kommer du ikke udenom at skulle spørge andre. Det er meget naturligt at du sammenligner med det, du kender. Men du skal også være villig til at gå på kompromis: "Okay, jeg kan ikke installere Microsoft Office, hvad er alternativerne?" Så søg hjælp fra folk du kender, eller Linux-miljøet på nettet. Og så hjælper det at have dette mindset: Du gør det ud fra et frihedsperspektiv, fordi du ikke gider at finde dig i, at en stor koncern skal diktere, hvordan du bruger din computer. Du husker måske Windows 8 fra Microsoft, hvor techgiganten ville have os alle til at bruge touchskærme. Det endte med en brugerflade, der var et helvede at bruge for os, der gerne ville fortsætte med at bruge en mus. I løbet af kort tid begyndte Windows 8 dog at ligne succes'en Windows 7 og så kom Windows 10 og lappede på det hele. Windows 7, 10 og 11 er ikke dårlige systemer, men de er ... lidt kedelige, når man nu har fået smag for at kigge i koderne, der udgør Linux.

4) Mange Linux-distributioner er i dag så polerede, at du sagtens kan sætte din mormor foran en. Både Chrome, Edge og Firefox-browseren findes, og det er vel dybest set alt hun mangler. Emailklienten.. Jaeh, er hun vant til Outlook, så skal hun nok kigge på Thunderbird eller Enlightenment. Stort set alle distributioner har et Software Center, der gør programmer let at installere. Og med forholdsvis nye distributionsformer som Flatpaks og AppImages, så er vi næsten på omgangshøjde med Apple og Microsoft. Næsten. Du skal selvfølgelig ikke sætte mormor foran Arch Linux eller Gentoo, men vælge en af distributionerne, som sætter "casual"-brugeren forrest.

Så, alt i alt - måske er Linux ikke for dig ud fra den måde, du bruger din maskine på. Det tror jeg også gutterne fra Linus Tech Tips måtte sande. Og spørgsmålet er, om det nogensinde bliver 100% perfekt, set fra en Windows-brugers synspunkt. Men oddsne er også ulige. Så længe Windows er stedet hvor kommercielle virksomheder kan hente deres penge, så vil det være sådan. Vi mærker dog en stigende interesse herovre i Linux-lejren, og det er også værd at tage med. Man kunne godt være stivnakket og holde kommercielle interesser ude, og de folk findes også derude. Sådan var jeg også i starten, men har nok indset, at der er fordele i at invitere alle med. Så den kommercielle interesse er en del af løsningen. Det fede er jo, at folk mødes på tværs af strategier og perspektiver, og driver udviklingen af Linux som platform fremad til trods for forskellighederne. Det er da smukt, at man kan arbejde sammen på den måde.

*) https://da.wikipedia.org/wiki/Linux
**) https://www.zdnet.com/article/microsoft-developer-reveals-linux-is-now-more-used-on-azure-than-windows-server/